Da man igen begyndte at spille i den engelske liga i august 1946, var syv sæsoner og mange karrierer gået tabt pga. 2. verdenskrig. Efter så lang tid, hvor der kun var blevet budt på fodbold på B-niveau, skulle der mere end en gang regnvejr til at holde 50.000 tilskuere fra at komme til sæsonpremieren på Villa Park og få set noget ordentlig fodbold. Modstanderen var Middlesbrough, og desværre for de fremmødte scorede deres Wilf Mannion kampens eneste mål. To dage senere tabte holdet igen - denne gang til Everton.
Manager Alex Massie besluttede sig for at forstærke holdet og tog den noget dristige beslutning at betale £9.500 for den 23-årige waliser Trevor Ford fra Swansea. Det viste sig dog at være en rigtig god beslutning, idet Ford scorede 60 gange i løbet af sine fire sæsoner i klubben og hjalp Villa til at slutte på 8. pladsen i den første sæson efter krigen. En anden angriber, der satte sig præg hos Villa i 40'erne, var Johnny Dixon - en ung kantspiller, der var blandt favoritterne hos fansene.
I 1948 opnåede det unge hold en respektabel sjetteplads, men den næste sæson begyndte som en ren katastrofe, da holdet tabte seks ud af otte kampe. En nedrykning virkede som en reel risiko. Ledelsen prøvede endnu en gang at købe sig ud af problemerne og fik Ivor Powell (QPR), Colin Gibson (Newcastle) og Con Martin (Leeds) til klubben. Strategien virkede også denne gang - men ikke før klubben én gang til oplevede seks nederlag i otte kampe - og drev rundt i bunden af tabellen. Massie gik tilbage til tegnebordet og ændrede spillestilen til at være mere direkte og i højere grad udnytte Trevor Fords målnæse. Resultatet blev, at klubben kun tabte én af de resterende 17 kampe og endte med en midterplacering.
Massie forlod Villa Park kort inde i 1950/51 sæsonen efter en dårlig start. En anden skotte, George Martin fra Newcastle, blev udpeget som efterfølger. Den første sæson endte med en placering lige over stregen og altså ikke helt den start, man havde håbet på. Den nye manager fik dog tilføjet nogle talentfulde spillere til klubben - f.eks. Tommy Thompson fra hans gamle klub, der slog til med det samme og scorede 67 mål i 149 kampe for klubben. Den mest betydningsfulde tilførsel var dog kantspilleren Danny Blanchflower, som var et dyr herre fra Barnsley.
Sæsonen 1951/52 var præget af mange irske spillere med walisere i angrebet, Blanchflower på midten og Con Martin på mål. Det lyder utroligt i dag, men Villa-manageren besluttede sig rent faktisk for at bruge en kantspiller på mål! Efter otte kampe var Villa nummer to efter Manchester United - klubbens bedste start i 19 år - og de sluttede til sidst på en respektabel sjetteplads. Hovedårsagen var den nu veletablerede midtbane med Blanchflower, Frank Moss og Dick Dorsett, der komplementerede hinanden fint.
I 1952/53 stod tingene lidt stille, og klubben sluttede i midten af tabellen. I den efterfølgende sæson forlod Martin klubben, mens Eric Houghton kom tilbage fra Notts County - denne gang som manager. Han blev hurtigt populær blandt fansene ved at introducere 19-årige Peter McParland på holdet.
Han klarede sig godt fra starten, og manageren fortsatte med at give unge spillere chancen inklusiv Ken Roberts, Joe Tyrell og Derek Pace. Villa sluttede på en 13. plads, men Houghton havde alligevel klaret opgaven godt med at få styret holdet gennem en overgangsfase. Hans opgave blev nemlig meget vanskelig, da midbanegeneralen Blanchflower bad om at blive sat på transferlisten og forlod klubben til fordel for Tottenham for £30.000. Tommy Thomson fulgte i samme spor og forlod klubben til fordel for Preston for £25.000.
Under Houghtons ledelse begyndte Villa at klare sig bedre - især i FA Cuppen i 1957. De vandt over West Bromwich Albion i semifinalen efter omkamp og stod til at møde "The Busby Babes", Manchester United, i finalen. Det var klubbens niende FA Cup-finale, hvad der var rekord på det tidspunkt. Stillingen var 0-0 ved halvleg, men efter 66 minutter slog McParland til ved at heade Dixon's indlæg i mål. McParland scorede endnu en gang seks minutter senere, hvad der var med til at sikre hans heltestatus i klubben. Desværre var FA Cup-succesen i 1957 ikke begyndelsen på en ny æra i klubben. Ved sæsonafslutningen 1957/58 var Villa nummer 14, syv point over stregen.
Middelmådighed blev erstattet af krise i den efterfølgende sæson. Med en klub, der hang fast i dyndet i bunden af 1. division, blev det klart, at Houghton måtte betale den uundgåelige pris. Han blev først bedt om at trække sig - og da han nægtede, blev han i stedet fyret! Ironisk nok var han i gang med at forhandle om køb af wingen Dave Mackay for £15.000 fra Hearts, da han blev fyret. Villa endte med nedrykning, mens Mackay i stedet tog til Spurs, hvor han var med til at vinde The Double to sæsoner senere. Sheffield United-manageren Joe Mercer fik jobbet som afløser for Houghton. FA Cuppen var det eneste lyspunkt i sæsonen, hvor klubben nåede semifinalerne, hvor de dog endte med at tabe til Nottingham Forest. Klubben kæmpede hårdt for at undgå nedrykning, men det var et mål i 88. minut fra West Bromwich Albions Ronnie Allen, der til sidst sendte klubben ned. Der blev dog ikke tale om et længere ophold, da Villa sæsonen efter vandt 2. division foran Cardiff. I FA Cuppen slog holdet Leeds, Chelsea, Port Vale og Preston, før de nåede skuffende tabte til Wolverhampton i semifinalen på The Hawthorns.
Den opadgående tendens fortsatte i den efterfølgende sæson i 1. division, hvor holdet fik en niendeplads, mens de i FA Cuppen i sidste ende blev slået ud af Tottenham, der det år vandt The Double. Villa's største triumf i sæsonen kom i den for nyligt oprettede Liga Cup, hvor de kom frem til finalen ved at slå syv hold undervejs inklusiv Preston og Burnley. Da holdet i forvejen havde bekræftet en træningstur til Rusland, var man nødt til at rykke finalen til starten af den følgende sæson, og på det tidspunkt havde holdet mistet Hitchens til Inter. Hans erstatning var Derek Dougan, der skrev under i juli 1961 i et skifte til £15.000 fra Blackburn. Han var imidlertid ikke berettiget til at spille i Liga Cup finalen, der skulle spilles over to omgange mod Rotherham United. I stedet skulle 17-årige Ralph Brown spille helt fremme. Villa spillede ringe og tabte fortjent 2-0. Det fik Mercer til at love en bonus på £90 til spillerne, hvis de kunne blive den samlede vinder af finalen.
Det virkede i den næste kamp, hvor Alan O'Neill og Harry Burrows fik lavet de to mål, der betød, at de to hold stod lige. Til sidst i kampen scorede McParland et tredje mål efter klumpspil foran mål - og Villa havde vundet Liga Cuppen!
Fremtiden så lys ud med Mercer i spidsen for et ungt hold, men efter en syvendeplads i 1962 begyndte det at gå ned af bakke i de to efterfølgende år med henholdsvis en 15. plads og året efter fjerdesidst! Mercer trak sig til sidst i juli 1964 på baggrund af dårligt helbred, selvom en del af sandheden nok var, at han var såret over, at klubbens fans havde gjort ham til syndebuk for klubbens problemer.
Dick Taylor var afløseren og med Tony Hately til at score målene, klarede Villa sig fri af nedrykning efter en frygtelig start på 1964/65 sæsonen i 1. division. I den efterfølgende sæson blev Villa nummer 16, mens et 2-4 nederlag på sidste spilledag til Everton året efter betød endnu en nedrykning til 2. division.