Kent Nielsen - Villa-spiller ved et tilfælde

Skrevet i august 2006.

Da Aston Villa den 19. august 1989 spillede på udebane mod Nottingham Forest, var det første gang, en dansker spillede i "claret and blue". Kent Nielsen fik i den kamp sin debut for Villa, men faktisk var det slet ikke ham, Graham Taylor var ude efter, da han opdagede den danske forsvarsspiller, men den historie vender vi tilbage til senere.

Den 24-årige Kent Nielsen i aktion for Brønshøj kort tid før han blev udtaget til VM 1986.

Kent Nielsens karriere begyndte i Brønshøj Boldklub. Da han debuterede på klubbens bedste seniorhold, skete det i 3. division, men efter to oprykninger på to år var holdet i den bedste danske række. Brønshøj var dengang blandt de større klubber i Danmark, uden der på nogen måde var tale om en decideret storklub - dertil var bl.a. økonomien alt for dårlig. Men det var et godt hold, Kent Nielsen spillede på, og det lykkedes bl.a. at vinde Carlsberg Cuppen efter en finalesejr over Hvidovre. Som 21-årig blev Kent Nielsen noteret for sin første A-landskamp, da han på Århus Stadion var med i en kvalifikationskamp til OL. Det var mod Polen, og Danmark tabte 1-0. Inden da havde Kent spillet to kampe på U/21-landsholdet, som han efterfølgende spillede for yderligere ni gange, inden han fra 1986 blev en fast del af A-landsholdet. Såldes blev han også en af syv spillere fra danske klubber, som blev udtaget til VM i Mexico i 1986, hvor han dog ikke kom i kamp. Alligevel husker han tilbage på VM som en rigtig stor oplevelse. Han var primært med som reserve for Ivan Nielsen og Søren Busk og vidste således godt, at der skulle en skade til, før han kom i kamp. Men alene det at være med og træne sammen med de mange store spillere, der dengang var på landsholdet, var det hele værd, selvom man selvfølgelig altid håber på spilletid. Samme år blev Kent Nielsen valgt til Årets Spiller i dansk fodbold, og i 1987 skiftede han så til Brøndby, hvor han de næste 2½ år nåede 91 kampe og var med til at vinde to Danmarksmesterskaber og en titel som pokalvinder.

I 1989 havde DBU 100 års jubilæum og spillede i den anledning en turnering i København. En af kampene var mod Sverige, og her var Graham Taylor blandt tilskuerne. Han havde kig på den svenske back Dennis Schiller, men undervejs i kampen fik han i stedet for øje på Kent Nielsen. Efter kampen rejste Kent til Seoul, hvor han skulle spille med i en turnering for Brøndby, og da han vendte hjem, blev han kaldt ind på kontoret. Her hørte han første gang om Villas interesse, og da han synes, det lød spændende, kom Villa dagen efter til København for at forhandle. De blev først enige med Brøndby og derefter med Kent Nielsen, som den efterfølgende dag var i England og bestod et lægetjek. Så skiftet til engelsk fodbold gik meget stærkt og skete helt uden forvarsel. Men som sagt var det slet ikke Kent Nielsen, Graham Taylor var ude efter, da han var til landskamp i København.

Kent Nielsen var dengang den næstdyreste spiller i Villas historie, uden han dog vil nærmere ind på transfersummen, eller hvad han fik i løn. Han fortæller dog, han fik en pæn lønstigning i forhold til Brøndby, ligesom det var et skridt i den rigtige retning med hensyn til hans karriere. Udover lønnen kiggede han også på muligheden for spilletid. Han havde det sådan, at hvis han skulle til udlandet, skulle det også være for at spille, og så gjaldt det om at finde det niveau, hvor han kunne være med. Skiftet til engelsk fodbold var en stor omvæltning for den dengang 27-årige dansker - men samtidig var det enormt lærerigt. Kent Nielsen fortæller, at det tog noget tid for ham at vænne sig til tempoet og især den accepterede fysiske spillestil. De engelske dommere tillod mere end de danske, og der var en hård - men fair - stemning både ved kampe og træning. Af andre forskelle i forhold til tiden i Danmark nævner han mængden af kampe. En sæson dengang bestod af 42 kampe, og dertil kom pokalkampe, hvor der ved uafgjort var omkamp. På et tidspunkt havde holdet en periode på otte uger i træk, hvor de spillede midt på ugen og i weekenden, og det krævede en enorm omstilling i forhold til den danske 1. division, men som en af de ældre spillere blev Kent Nielsen tilgodeset og slap for at træne så meget mellem kampene.

Kent Nielsen sammen med Paul McGrath og Villa-maskotten Hercules.

En anden forskel fra hans tid i Danmark var, at der i England ikke blev trænet særlig meget taktik. I stedet levede de engelske klubber på deres tempo, entusiasme og vindermentalitet. Så længe alle ydede deres bedste og koncentrerede sig om at præstere, kunne man bedre acceptere et nederlag. I England var der heller ikke fælles opvarmning før kampene, men det var lagt ud til den enkelte spiller. Nogle var ude på banen for at varme op, mens andre kunne klare sig med lidt strækøvelser i omklædningsrummet eller et varmt karbad. Men når først dommerens fløjte lød, kunne man være sikker på, alle mand var 100% klar. Hvor det før en kamp ikke var tilladt fra klubbens side at tage på pub, var det for en del af spillerne en naturlig ting at gøre efter kampene, og det blev der på ingen måde set skævt til. Jo, det var sandelig blevet andre tider for den danske forsvarsspiller.

I England spiller man også omkring jul og nytår, og Kent Nielsen oplevede både at være til træning den 24. december og være på hotel den 31. december. Til de fleste udekampe tog man først af sted på selve dagen, men var kampen i det sydlige England eller det sydlige London, så man skulle ind gennem byen, tog holdet altid af sted dagen før. Og da Villa skulle spille mod Chelsea på Stamford Bridge den 1. januar, måtte nytårsaften altså tilbringes på et hotel. Han oplevede også at skulle møde ind den 25. december kl. 16, selvom den 25. december er den helt store juledag i England, hvor man traditionelt er sammen med sin familie. Men klubben ville gerne lige have styr på sine spillere inden en kamp 2. juledag, så de måtte altså droppe julemiddagen til fordel for træning på Bodymoor Heath. Det var altså noget anderledes, end hvad han var vant til, men han tog det som en oplevelse.

I sin første sæson i udlandet sluttede Kent Nielsen og Aston Villa på en 2. plads efter Liverpool.

En af de spillere, Kent Nielsen havde fornøjelsen af at spille sammen med i Villa, var legenden over dem alle; Paul McGrath. Der går mange historier om, at McGrath aldrig deltog ved træningerne men kun spillede kampe. De historier passer dog ikke i følge Kent Nielsen. McGrath deltog i næsten alle træninger, men grundet sine problemer med knæene lavede han nogle gange nogle andre øvelser end sine holdkammerater. Men trænede gjorde han altså. Kent Nielsen husker McGrath som stærk i luften, meget forudseende, god med bolden og så var han frem for alt en vinder! Kent Nielsen siger direkte: "Paul McGrath er nok den bedste centerhalf/midtstopper, jeg har spillet sammen med. Jeg kan ikke erindre nogen bedre midterforsvarer i de sidste 20 år i Aston Villa." Så det er altså ikke for ingenting, McGrath i dag står som en af de største spillere i Aston Villa nogensinde. Kent Nielsen kan ikke pege på nogen spiller i dag, som minder om McGrath, men han havde også et meget specielt forhold til ham. De kom til Villa på samme tid, og de første tre måneder boede de på samme hotel. Udover de mange evner på banen var McGrath også et utrolig godt og positivt menneske. Men frem for alt havde han en helt særlig vindermentalitet, og på trods af sine mange knæoperationer gik han efter alle bolde - også selvom han vidste, det ville gøre ondt.

I sin første sæson i England var der blot fire kampe, hvor Kent Nielsen ikke var på banen, og hele 44 gange spillede han fra start til slut. Han havde således en stor andel i, at holdet sluttede som "runners-up" (nr. 2) efter Liverpool. Han husker sin første sæson som fantastisk men samtidig også lidt skuffende, da holdet var tæt på at blive engelske mestre men måtte tage til takke med sølvmedaljer. Sæsonen blev dog sluttet af på en god måde, for i den sidste kamp i turneringen mod Everton på Goodison Park stod samtlige Aston Villas fans og sang og klappede gennem hele kampen for at vise deres tilfredshed med sæsonen, så der var trods alt tilfredshed med at blive nr. 2. Noget af det bedste ved tiden i England var den engelske indgang til fodbold, der er meget entusiastisk, ligesom de udstråler en stor glæde og vilje ved fodboldspillet. Beder man Kent Nielsen om at være mere specifik, når han tænker tilbage på det bedste fra England, fortæller han, at den største kamp og samtidig det bedste minde er kampen i 1990 mod de senere vindere af UEFA Cuppen, Inter Milan, på Villa Park, hvor Villa vandt 2-0, og han selv scorede det første mål.

Den anden sæson i Villa blev spillemæssigt en lige så stor succes som den første. Selvom Jozef Venglos havde overtaget posten som manager efter Graham Taylor, var Kent Nielsen stadig fast mand på holdet og spillede 48 kampe - og han var med fra start i dem alle! Resultaterne udeblev dog, og holdet måtte tage til takke med en 17. plads. Kent Nielsen mener ikke, der gik så meget galt fra den ene sæson til den anden, men mener nærmere, at det var en gigantisk sensation, at holdet blev nr. 2 den første sæson. Placeringerne som nr. 2 og nr. 17 var nok yderpunkterne, og holdets reelle styrke lå et sted midt imellem. De dårlige resultater var en af årsagerne til, at Jozef Venglos blot fik en enkelt sæson som manager i Villa, men Kent Nielsen peger også på, at Venglos var mere europæisk i sin stil - bl.a. tog han på det personlige plan mere hånd om den enkelte spiller, og det blev af mange engelske spillere dengang opfattet som en svaghed. Så selvom Venglos egentlig var utrolig dygtig, havde han ikke held med at foretage de rigtige indkøb af spillere eller i det hele taget bevæge holdet i den rigtige retning. Så holdet kom ind i en dårlig stime, og som det ofte ses i engelsk fodbold, når man kommer ind i sæsonens sidste tredjedel, bliver mange hold ligeglade med, om de bliver nr. 14 eller 16, og så taber man lidt flere kampe, end man ellers ville have gjort.

Tilbage i dansk fodbold hvor Kent Nielsen blev udnævnt til anfører for AGF.

I juli 1991 tog Ron Atkinson så over som ny manager. Han ønskede at skabe sit eget hold, og mange af Kent Nielsens holdkammerater fra de to første sæsoner i Villa forsvandt stille og roligt til andre klubber. Kent Nielsen var heller ikke blandt Atkinsons fortrukne, og først i sæsonens ottende kamp var der spilletid til danskeren, da han blev skiftet ind fra bænken. Det var svært at vænne sig til efter at have været fast mand de to foregående sæsonen, men Nielsen accepterede managerens beslutning i stedet for at brokke sig. Til sidst blev det dog for meget, og med den alder Kent Nielsen havde, kunne og ville han ikke blive ved med at acceptere ikke at spille. Så i februar 1992 vendte Kent Nielsen hjem til Danmark, hvor han skrev kontrakt med AGF. Han blev den 17. spiller, Ron Atkinson solgte i de ca. otte måneder, han indtil da havde stået i spidsen for Villa, så det viser, der for alvor var gang i svingdøren til Villa Park. Kent Nielsen havde også andre tilbud end AGF, både fra danske og engelske klubber. Men han var stadig meget fokuseret på at spille fodbold, og han ville spille hver gang, så selvom han måtte acceptere en stor lønnedgang, valgte han altså AGF, hvor man havde brug for en erfaren anfører til det unge hold.

Tilbage i Danmark husker Kent Nielsen tilbage på Aston Villa som en fin klub med gode faciliteter. Der var meget nærhed og en familiær indstilling i klubben, og han er sikker på, det stadig er sådan i dag. Han mener, Aston Villa i dag har det svært, fordi det historisk set er en storklub, og dermed stilles der store sportslige krav til dem, uanset hvor stærk deres spillertrup er. Penge betyder meget i dagens fodbold, og i følge Kent Nielsen bliver det bliver svært at nærme sig top 5 i England med den nuværende økonomi. "Om Doug Ellis ejer klubben, eller andre gør, er ikke afgørende - det, der er vigtigt, er størrelsen af budgettet, og om klubben kører økonomisk forsvarligt. Spillermaterialet er dog ikke til toppen af engelsk fodbold," mener Kent Nielsen. Han husker Doug Ellis som en mand, der gerne ville bestemme, men også som ham der havde pengene. Som spiller havde han ikke meget kontakt med Ellis, men man kunne ind imellem fornemme, når der ikke var samme holdning og opfattelse mellem manageren og Ellis. Det blev især markant, da Atkinson kom til, da han er en helt anden type end Ellis. Kent Nielsen er ikke i tvivl om, at Doug Ellis altid har villet det bedste for Villa, men han hører til den mere konservative del af fodboldverdenen, hvor eksempelvis Chelsea hører til den mere moderne eller nyskabende del, fordi de har så mange penge, og dermed står som et modstykke til Villa. Men han mener alligevel, Ellis er en dygtig forretningsmand, som gerne vil skabe overskud i regnskaberne, og det har altså nogle omkostninger på det sportslige område. I dag har Kent Nielsen ikke den store kontakt til nogle af spillerne fra dengang, men han har dog talt med bl.a. Gordon Cowans, David Platt og Paul McGrath, som han har mødt nogle gange. Klubbens direktør Steve Stride holder han stadig kontakt til.

EM-finalen 1992 hvor Kent Nielsen på akrobatisk vis får bolden sparket væk for næsen af Karlheinz Riedle.

I AGF blev Kent Nielsen udnævnt til anfører, og som fast mand i holdets forsvar kunne han samtidig bevare sin stamplads på det landshold, der ikke havde kvalificeret sig til EM i Sverige i 1992. Historien om hvordan Danmark alligevel kom med på afbud og senere blev Europamestre, kender vi alle. EM-finalen mod Tyskland blev samtidig Kent Nielsens 54. og sidste landskamp, og han har aldrig fortrudt, han stoppede efter EM. Han traf selv beslutningen, og da han som person er meget stolt, havde han det godt med at stoppe på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen, som kunne sætte en finger på hans tid på landsholdet. Han vidste, at hvis han fortsatte, kunne en eventuel dårlig kamp hurtigt blive udlagt i medierne, som om han var for gammel, selvom det for en to år yngre spiller bare vil være en enkeltstående dårlig kamp. Han er i dag stolt af, han selv kunne træffe beslutningen, og så er det rart at kunne se tilbage på finalen som den sidste kamp.

Karrieren i AGF fortsatte yderligere to år efter EM. Egentlig var han selv interesseret i at tage endnu et år, og han var da også blevet enig med AGF om en forlængelse af kontrakten. Men da holdet så leverede en række dårlige resultater, ville man pludselig kun forlænge med et halvt år, og samtidig skulle han gå ned i løn. Kent Nielsen mente dog, han var blevet for gammel til sådan noget og så ingen grund til at forhandle yderligere med AGF. Kort tid blev Jan Bartram ansat som sportschef, og efter sæsonens sidste kamp fik Kent Nielsen igen tilbudt en 1-årig forlængelse af kontrakten med AGF, men selvom han stadig var interesseret, hørte han dog aldrig mere fra den nye sportschef. Den lange og glorværdige karriere sluttede derfor søndag den 12. juni 1994, da AGF tabte 1-4 på udebane til Lyngby. Kent Nielsen er ærgerlig over, at det blev, som det blev, og synes, det hele sluttede på en lidt uværdig måde. Det var underligt at slutte af på den måde, og han var både træt af, det sluttede med et nederlag, ligesom han var træt af den måde, han kom fra AGF på. Det synes han ikke, han havde fortjent, og det kan man kun give ham ret i!

Efter et års pause med masser af trænertilbud blev han assistent for Lars Lundkvist i Randers Freja, hvorefter han indledte sig egen trænerkarriere på Hessel Gods Fodboldskole. Sideløbende med det begyndte han som træner i Grenaa IF, som han førte fra serie 3 til Jyllandsserien. Han holdt meget af arbejdet med unge spillere, som var målrettede og havde en professionel indstilling til det at spille fodbold. For Kent Nielsen som træner er det ikke så vigtigt, hvis evnerne ikke lige er der, hvis bare man som spiller virkelig vil det og samtidig lever og ånder for det, man vil. Han fortæller med stolthed i stemmen, at halvdelen af de spillere, som i dag spiller for Grenaa IF i Danmarksserien, kommer fra Hessel Gods, og det er tydeligt, arbejdet der har gjort stort indtryk. I 2000 prøvede han kortvarigt sine evner af i den bedste række, da han sammen med Lars Lundkvist reddede AGF fra nedrykning, efter Peter Rudbæk var blevet fyret. Det var dog allerede på forhånd aftalt, det kun skulle være en midertidig løsning, idet Ove Christensen allerede var ansat som ny træner for AGF, og Kent Nielsen vendte derfor tilbage til Grenaa.

I dag er Kent Nielsen træner for SAS Liga-klubben AC Horsens.

I 2002 blev han træner for AC Horsens, som han i sommeren 2005 førte op i SAS Ligaen, hvor holdet nu er i gang med sin anden sæson. Kent Nielsen skjuler ikke, at den megen mediefokus på den bedste hjemlige række ikke er det, han holder allermest af ved jobbet som træner. Han bruger gerne den nødvendige tid på medierne, men det er ikke noget, der siger ham noget. Som et eksempel på mediernes arbejde nævner han det, at han og Flemming Povlsen, som er assistent i Horsens, forlanger af spillerne, at de spiller i ens fodboldstøvler, eller at han stort set året rundt har shorts på, når han står på sidelinjen til en af Horsens' kampe. Sådan var det også, da Horsens spillede i 1. division, men der var ingen mediedækning. Og fordi holdet nu er i SAS Ligaen, er de to ting pludselig blevet en historie. Men dybest set er det jo bare nogle holdninger, han og Flemming Povlsen arbejder efter, men pga. medierne skal de nu hele tiden forholde sig til det, og det er ikke ligefrem med til at øge hans interesse for mediernes arbejde. Omkring de ensfarvede fodboldstøvler forklarer han: "Generelt mener jeg, at fodboldspillere skal koncentrere sig om, hvad der gør dem bedre som spillere, og ikke hvordan de ser ud. Mener at især blandt de unge er der meget iscenesættelse, de vil gerne gøre opmærksomme på sig selv via farvede støvler i stedet for at fokusere på deres spil og lade det tale for sig selv. Samtidig mener jeg, at fodbold er et kollektivt spil, hvor vi skal udstråle enhed, men lade den enkeltes fodboldfærdigheder stråle og skabe opmærksomhed."

Kent Nielsen bruger ikke meget tid på at tænke over fremtiden, og han har ingen visioner eller mål for trænerjobbet. Han tager tingene, som de kommer, for som han siger, så er han i en branche, hvor man ikke kan planlægge. Han er bevidst om det, han gør, og hvor godt han gør det, men det er umuligt at planlægge, at hvis man gør det så og så godt, sker der det og det. I sit arbejde som træner har han taget det med sig fra England, at det er vigtigt, spillerne er dedikerede til det, de gør, og han kan godt leve med, de ikke lige får point, hvis bare spillerne har det rigtige "drive", når de går på banen.

Til slut er det oplagt at høre lidt om den aktuelle situation i Villa. Kent Nielsen mener ikke, at den megen snak om et eventuelt salg af klubben er noget, der påvirker spillerne. Som spiller er man meget fokuseret på sin egen hverdag, træningen og den næste kamp. Hvem der ejer klubben, er for fjernt for spillerne, men selvfølgelig bliver de påvirkede, hvis der hele tiden kommer dårlige regnskaber, eller hvis ejeren - eller manageren for den sags skyld - pludselig melder ud, der skal bruges nye spillere på bestemte pladser, hvor klubben allerede har spillere til. Men ellers tror han ikke, spillerne påvirkes af, hvad der sker i klubbens ledelse. Han mener dog, Aston Villa har det svært med realisme. Alt for ofte melder klubben for positivt ud og ser sig selv i en helt anden verden end virkeligheden. Det giver problemer i forhold til, hvordan omgivelserne ser på klubben, at der ikke er overensstemmelse mellem, hvad man melder ud, og hvad man rent faktisk kan leve op til. Historisk set er Villa en storklub, men man kan ikke acceptere, det ikke er sådan mere, og Kent Nielsen har meget svært ved at se klubben i top 6 indenfor de nærmeste år. Det er positivt, der er kommet en ny manager, og ofte kan han trække nye spillere til, men der skal stadigvæk være penge til at betale dem med, og uanset hvor god manageren er, afhænger det hele af spillerne inde på banen.