
En kold dansk fadøl og dagens kampprogram er tæt på optimal opladning. Der mangler vel bare en ristet grillpølse...

De to maskotter Bella og Hercules har fået selskab af Stine - og bortset lige fra da billedet blev taget, var det røde halstørklæde pakket godt væk.
Sæsonen 2014/15 begyndte godt for Aston Villa, og efter fire runder lå holdet på en 2. plads og var sammen med Chelsea og Arsenal de eneste ubesejrede hold i ligaen. I 4. runde havde Aston Villa endda vundet 1-0 over sidste sæsons sølvvindere Liverpool på Anfield. Det udløste en ny kontrakt til manager Paul Lambert, og så tabte holdet de næste seks kampe! Da Aston Villa og Liverpool skulle mødes igen i 22. runde, var det således et hjemmehold, der for femte sæson i træk var kommet alt for tæt på nedrykningsstregen og samtidig kæmpede med en skræmmende dårlig offensiv. Med sølle 11 mål var Aston Villa det mindst farlige hold i Premier League / Football League (dvs. de fire bedste rækker i England), og det gjaldt i øvrigt også på stort set alle andre offensive parametre. Eksempelvis havde Aston Villa i runden forinden mod ligaens bundhold Leicester kun haft én afslutning indenfor målrammen!
Så var der noget, der nærmest med sikkerhed ikke var garanti for, da fanklubben arrangerede en tur til kampen mellem Aston Villa og Liverpool, var det i hvert fald en masse mål, og da slet ikke til hjemmeholdet. I bedste fald kunne man håbe på en gentagelse af 1-0 sejren fra fjerde spillerunde.
Hele 15 danske fodboldfans havde tilmeldt sig turen. For første gang havde vi åbnet op for, man kunne invitere eksempelvis venner, kolleger eller sin kæreste med til Birmingham, selvom vedkommende ikke var medlem af fanklubben, så vi var ti medlemmer og fire 'gæster', heraf et par Liverpool-fans som formanden havde fået lokket med. Der var vidt forskellige måder at komme til Birmingham på, og da de første par stykker var klar til afgang fra Kastrup tidligt fredag morgen, måtte de sande, at de 15 deltagere blev til 14, for vores bornholmske deltager Kasper, dukkede ikke op i lufthavnen, hvor Henrik og John ventede forgæves. Det var ikke muligt at få fat i Kasper, og der gik nogle dage, før han gav livstegn fra sig og beklagede, han kort før sin afrejse var blevet nødt til at blive hjemme på Bornholm grundet personlige omstændigheder.
To andre sjællandske deltagere rejste via London og så med toget til Birmingham, samtidig med tre af de jyske deltagere var på vej mod Hamborg for der fra at flyve til Birmingham. Men fredag eftermiddag var de første syv deltagere samlet på Copthorne Hotel og fik fordelt nogle værelser. Det holdt dog lidt hårdt med værelserne, for tilsyneladende havde hotellet netop denne dag valgt at lade en helt ny ansat uden nogen som helst brancheerfaring tage sig af arbejdet i receptionen, og det tog den stakkels Earl en del tid at få styr på vores værelser, og da vi så kom op på 5. sal, fandt vi ud af, Earl ikke havde fået alle vores nøglekort kodet rigtigt. Til gengæld var der så stor glæde over, værelserne var udstyret med badekar, og mon ikke det lokale vandværk kunne se på deres målere, der var flyttet en kvinde ind på hotellet...
Vejret i Birmingham viste sig - i øvrigt hele weekenden - fra sin absolut bedste side med flot blå himmel og også en for årstiden fin temperatur, i hvert fald når man opholdt sig i solen. Vi fik lige en kort sne-/regnbyge fredag middag, men så var det jo godt, man kunne søge ind på pubben The Shakespeare og nyde en klassisk frokost med øl og lækre vildsvine-burgere - så var turen ligesom i gang.
Fredag aften ankom yderligere syv deltagere til Birmingham. De var fløjet med Ryan Air til Stansted efterfulgt af en godt tre timers togtur, hvor der var god tid til kortspil, godmodige drillerier og masser af historier til de par deltagere, som var af sted på deres første tur. Da alle var blevet indlogeret fredag aften, gik turen i samlet flok mod den indiske restaurant Manzils, hvor vi efterhånden har spist nogle gange. Og som alle de andre gange, vi har været der, viste det sig igen, at det kan være farligt at hoppe ud i ukendte retter, hvor man ikke helt ved, hvor stærke de hver især er, så der var lidt røde kinder og masser af væskeindtag rundt om bordet. Men vi fik en god og hyggelig fælles indledning på turen, der for fleres vedkommende fortsatte i hotellets bar, mens andre valgte sengen, men nogle af os havde på det tidspunkt også været vågne i cirka 20 timer.
Lørdag var turens højdepunkt, nemlig kampdagen. Efter en traditionel engelske morgenmad med blodpølse og bønner i varm tomatsovs var der lige nogle timer til lidt shopping, bl.a. var der nogen, der skulle have indkøbt det rigtige Villa-udstyr inden dagens kamp. Ved middagstid tog de fleste af os af sted i taxa mod Villa Park, hvor der var god tid til endnu flere indkøb i den store merchandise-butik Villa Village og en tur rundt om stadion, hvor vi naturligvis også lige skulle se fanklubbens flise foran Trinity Road, inden vi gik i The Lions Club og varmede op med øl og læsning af dagens kampprogram. Pat Heard, der spillede i Aston Villa i begyndelsen af 80'erne - men dog måtte nøjes med en plads på bænken til Europa Cup-finalen i 1982 - kiggede forbi og hilste på os, inden de fleste gik ud for at få en af de traditionelle stadion-burgere, inden det var tid til at finde indgangen til Holte End.
Før kampen var der blevet skrevet meget om en protest, hvor tilskuerne skulle blive væk fra deres pladser de første otte minutter, som symbol på de otte år Randy Lerner har været ejer af Aston Villa. Der var nogle få hundrede, som deltog i protesten, men det var ikke noget, man mærkede til, og vi var alle 14 på vores pladser, da kampen gik i gang. På nær for de to Liverpool-fans, som i øvrigt - fornuftigt nok - forholdt sig meget rolige under hele kampen, blev kampen ikke nogen god oplevelse. Villa havde måske et kvarter i 2. halvleg, efter det spanske nyindkøb Carles Gil var blevet skiftet ind, hvor de leverede en fin offensiv indsats og fik skabt nogle chancer, men helt farlige blev de aldrig. Og når Jores Okore glemmer at dække op, og Fabian Delph afleverer bolden direkte til en Liverpool-spiller lige udenfor eget straffesparksfelt, ja så ender der med et nederlag og i det her tilfælde 0-2.
Efter en jævn dårlig og træls oplevelse gik vi tilbage i The Lions Club, mens vi ventede på, folk kom væk fra Villa Park, men da vi en times tid senere kom udenfor igen, holdt bilerne fortsat i kø, så i stedet for at sidde i en taxa, der holdt i kø, valgte vi toget tilbage til byen. I erkendelse af vi nok ikke kunne finde et sted, hvor vi alle 14 kunne sidde sammen og spise, delte vi os op i mindre grupper til aftensmaden. Nogen valgte den kendte mad fra Manzils, andre et par af byens italienske restauranter, mens andre igen ikke lige kunne finde det, der var målet og således til sidst endte på McDonald's. Men alle fik da noget at spise, inden de fleste igen sluttede af med en øl på hotellet og dagens højdepunkter i Match of the Day - hvis man da kan kalde det for højdepunkter...
Søndag var afrejsedag, og da vi skulle hjem på forskellige tidspunkter, sagde de fleste farvel allerede ved morgenmaden. Carsten og hans søn Kristoffer havde valgt at forlænge weekenden med en overnatning i London, så de skulle tidligt af sted med toget, mens vi andre havde kortere eller længere tid i Birmingham, inden det gik retur mod Danmark. For nogen ventede først en togtur mod Stansted, mens andre havde køretiden, efter de var landet i Hamborg. Sidst på aftenen fulgte så flyveren mod Kastrup, inden de fleste af os var sikkert hjemme igen efter endnu en god og hyggelig tur til England. Resultatet blev ikke som håbet af flertallet, men selskabet var som altid godt, og dem, som var af sted på deres første tur, faldt godt i hak med vi andre, som ikke længere helt kan huske, hvor mange gange vi har været i England for at se fodbold.
Vi satser på at prøve igen til maj, og forhåbentlig er der igen mange, som har lyst til at tage med fanklubben på Villa Park.
Til slut lige et par videoklip, så man kan få en lille fornemmelse af stemningen ved kampens begyndelse og afslutning. Man fornemmer vist modstanden mod Paul Lambert på det sidste klip...