Aston Villa-Norwich, 5.-6. november 2011

Klik på billederne for at forstørre dem.

Aston Villa-Norwich
Vel ankommet til vores hotel; fra venstre er det Jan, Christian, Martin, Henning, Rasmus og Michael.

Aston Villa-Norwich
For nylig fik de officielle fanklubber deres helt egne lokaler på Villa Park, og efter en afstemning blev stedet døbt The Lions Club.

Aston Villa-Norwich
Opvarmning til kampen; Søren studerer dagens kampprogram, mens Christian har travlt med sin mobiltelefon. Rasmus, Henning, Martin og Jan følger med i tv-kampen mellem Newcastle og Everton.

Aston Villa-Norwich
Torben fotograferet sammen med Jim Walker, som i næsten 20 år var ansat i Aston Villa. Han har senere bl.a. været assistent for Paul Merson, da han var manager i Walsall.

Aston Villa-Norwich
Michael i gang med at hænge fanklubbens nye flag op på Holte End.

Aston Villa-Norwich
Sådan ser det nye flag ud fra North Stand.

Aston Villa-Norwich
Så nærmer vi os kick off. Yderst til højre ses Peter og Andreas, og på samme række sidder også Henrik, Anne og Rasmus. Foran sidder Torben og Martin (med hatten), og bag dem kan man lige skimte Henning.

Aston Villa-Norwich
I anledning af den kommende Remembrance Day blev spillerne modtaget af et æreskommando med soldater og et musikkorps, der også spillede før kampen og i pausen.

Aston Villa-Norwich
James Collins er klar til at komme på banen igen, efter han har fået lidt bandage viklet om hovedet.

Aston Villa-Norwich
Shay Given har naturligvis en nummerplade, der matcher hans navn; Mister Séamus John James Given. Shay er bare et kaldenavn.

Aston Villa-Norwich
Thomas og Christian på den indiske restaurant Manzil med et udvalg af milde og stærke retter - men ikke stærke nok efter Jans mening!

Aston Villa-Norwich
Bull Ring, der er Englands travleste indkøbscenter med op imod 40 mio. besøgende om året.

Aston Villa-Norwich
Over alt så man de røde valmuer i anledning af Remembrance Day. Her er det byens rådhus, der viser sin støtte til dagen, der også er kendt som 'Poppy Day'.

Aston Villa-Norwich
Selvom vi var af sted i begyndelsen af november, var forberedelserne til at pynte Birmingham op til jul allerede godt i gang.

Aston Villa-Norwich
Wolverhampton er godt i gang med at modernisere og udvide Molineux Stadium. Første etape er Stan Cullis Stand bag det ene mål, hvor nedre del er færdig. Hele tribunen med museum, merchandise-butik m.v. samt 7.700 siddepladser skal stå færdig til 2012/13 sæsonen.

Aston Villa-Norwich
Tumult og diskussion efter Wigans Antolin Alcaraz har spyttet på Wolves' Richard Stearman. Dommeren så ikke noget, men efter kampen fik Alcaraz tre dages karantæne af fodboldforbundet.

Da den første sæson med Premier League-fodbold sluttede den 9. maj 1993, var det med Aston Villa som sølvvindere, mens Norwich fik bronzemedaljerne. Norwich havde faktisk ligget på 1. pladsen i store dele af turneringen men gik ned til sidst og måtte altså tage til takke med en 3. plads. Siden er der sket meget, og mens Aston Villa er én af blot syv klubber, der har spillet med i samtlige Premier League-sæsoner, har Norwich ført en mere omskiftelig tilværelse med flere op- og nedrykninger. I den 20. sæson med Premier League som den bedste engelske række var Norwich igen med i det fine selskab, og den 5. november besøgte de Villa Park, hvor 13 medlemmer af den danske fanklub var på plads på Holte End. Vi skulle egentlig have været 14, men pga. en operation kort før afrejsen havde Allan fået "flyveforbud", så han måtte desværre melde fra i sidste øjeblik.

Ligesom tidligere havde folk også denne gang selv arrangeret deres rejse til og fra Birmingham, så mens nogen nøjedes med en ren weekendtur med blot en enkelt overnatning, valgte andre at tage en forlænget weekend i byen. De første, Anne og Henrik, tog til Birmingham allerede torsdag, mens Jan pga. Allans afbud måtte tage alene af sted fredag. Lørdag fulgte resten så efter - de fleste med SAS fra Kastrup, mens enkelte rejste fra Billund og via Amsterdam. Med på turen var bl.a. fanklubbens kommunikationsformand, Christian, som har været med i fanklubben siden begyndelsen og flere gange har deltaget i FA'n Cup, og nu fik han sig så endelig taget sammen og kom med på en tur til Villa Park. Det var dog lige ved at gå galt for ham allerede i Kastrup, for Christian havde ikke fløjet i mange år og kendte derfor ikke de efterhånden gamle regler om væsker i håndbagagen. Så han fik konfiskeret sin helt nye Giorgio Armani deodorant, håndcreme m.v., inden han til sidst fik lov at passere.

Sidst på formiddagen var de fleste af os samlet på Copthorne Hotel, som efter en rigtig positiv oplevelse på vores sidste tur, havde fået genvalg som hotel. Det blev dog lidt sværere end nødvendigt for Rasmus og hans bror Martin, som havde inviteret deres far med til Birmingham, for i lufthavnen fik de købt togbilletter, uden derefter at kunne gennemskue systemet med at komme med toget ind til byen, men det lykkedes heldigvis også for dem at finde frem til hotellet.

Vi kunne checke ind på hotellet med det samme, så værelser og fodboldbilletter blev fordelt, inden turen for de flestes vedkommende gik mod Villa Park. Fanklubbens formand, Michael, skulle deltage i Chairman's Meeting, og flere af de andre valgte at tage med på Villa Park for at varme op til kampen i The Lions Club. Det er de officielle fanklubbers helt eget mødested på Villa Park, der for nylig er åbnet i de lokaler, hvor David Targett Suite før lå. Der er et stort lokale med tv-skærme, bar m.v., og hvor væggene er pyntet med billeder af fanklubbernes medlemmer rundt om i verden, vinderne af Årets Fanklub gennem årene, billeder fra den årlige Chairman's Match osv., og ved siden af ligger Lions Club Boardroom, hvor fanklubbernes formænd mødes ca. fire gange om året, men ellers kan lokalet også benyttes som mødested for fanklubber, der ønsker det.

Til hver kamp kommer et par tidligere Aston Villa-spillere forbi The Lions Club, så udover tv-kampen mellem Newcastle og Everton fik vi også mulighed for at hilse på Mark Walters, som i 1979-87 spillede mere end 220 kampe for Aston Villa, samt Jim Walker, som i knap 20 år var fysioterapeut i klubben. Det viste sig, Jim Walker stadig følger med i, hvad nogle af de mange spillere, han gennem tiden har behandlet, laver i dag, og da han hørte, vi var fra Danmark, kom samtalen naturligt nok ind på Kent Nielsen, som Walker udmærket vidste, i dag er træner i AaB - og vi lovede at hilse Kent Nielsen, hvis vi lige møder ham... Udover en snak med tidligere spillere og ansatte og den tidlige Premier League-kamp på tv blev det også til lidt mad og øl, inden det kl. 15 var tid til kick off.

Denne runde var den, der ligger tættest på Remembrance Day den 11. november, og det blev bl.a. markeret med valmuer på spillernes trøjer samt et minuts stilhed før kampstart. Og der var virkelig stille... 35.290 tilskuere, spillere, journalister osv. formåede alle at holde mund på samme tid, og der igennem mindes de mange soldater, som op gennem tiden har mistet livet i krig.

Vi sad på øvre del af Holte End og havde for første gang vores nye, store flag med til at hænge op, men desværre blæste det lidt, og vi havde ikke fået noget tungt med til at holde flaget nede, så efter noget tid blev tilskuerne på 1. række trætte af hele tiden at få vores flag blæst op i hovedet, så det blev fjernet! Bedre gik det ikke nede på banen, hvor det var Norwich, som kom bedst fra start og foran 1-0. Heldigvis blev det mål startskuddet til noget rigtig flot fodbold fra Aston Villa. Chris Herd gjorde det virkelig flot på den defensive midtbane, og i front brillerede Darren Bent med to mål, men Man of the Match var uden tvivl Gabby Agbonlahor, som udover at lægge op til begge Bents mål også selv scorede et enkelt og konstant var en trussel mod Norwich-forsvaret. Det var en fryd at se på Villas spil, lige ind til det 77. minut, hvor Norwich reducerede til 2-3. Så trak Villa sig desværre tilbage på banen og stoppede med at spille fodbold, så det blev en meget nervøs afslutning, hvor vi alle var bange for at miste de tre point, som det så ofte før er sket, men heldigvis holdt spillerne hjem denne gang, så vi kunne fejre en sejr!

Efter kampen tog de fleste tilbage til byen for at få noget aftensmad, mens Thomas, Christian, Jan og Michael gik en tur i Aston Villas butik, der hele weekenden havde 20% rabat på hele udvalget af merchandise. På vejen fra butikken til togstationen blev det også lige til et par autografer fra Shay Given og Alan Hutton og derefter en længere pause på Holte Pub, hvor Queens Park Rangers mod Manchester City var på skærmen. Så mens de andre deltagere fik stillet deres sult på den italienske restaurant på New Street, fyldte de fire først maverne med øl, inden det blev til sen aftensmad på en indisk restaurant, som Christian havde fået anbefalet af formanden for den sydafrikanske Aston Villa-fanklub. Derefter var det sengetid for de jyske deltagere, som alle havde været meget tidligt oppe lørdag morgen for at komme med flyveren fra Billund eller Kastrup, mens de københavnske, som havde fået lidt flere timers søvn, lige nappede en sidste øl i baren - men til Thomas' store ærgrelse blev det ikke til mere end det. Han havde ellers håbet på den helt store bytur, men han kunne ikke få nogen lokket med, så til sidst gik også han i seng.

Søndag morgen kom alle til sidst op til morgenmaden, selvom Christian og Thomas ikke havde fået helt styr på tidszonerne og derfor kom lidt sent ud af sengen. Dagen blev for de flestes vedkommende til den store indkøbsdag. Søren og Torben tog ud til Villa Park for at udnytte de 20% rabat og det større udvalg end i butikken på New Street, mens Henning gik på jagt efter mere Elvis Presley til samlingen derhjemme. Christian, Jan og Michael ville derimod have mere fodbold, så de tog til Wolverhampton for at se bundopgøret mellem Wolves og Wigan. Det blev en meget medrivende kamp, hvor begge hold gik efter tre tiltrængte point, men hvor hjemmeholdet lige var en tand skarpere og fortjent vandt 3-1, hvilket skabte en rigtig god stemning blandt de godt 23.500 tilskuere på Molineux.

Jan måtte af sted fra stadion midt i 2. halvleg, da han skulle med tog til lufthavnen for at nå sit fly til Billund via en mellemlanding i Frankfurt. Også dem, som rejste via Amsterdam, tog hjem sidst på eftermiddagen, og senere var der så afgang for SAS-flyveren mod Kastrup, mens andre tog en nat mere i Birmingham for at få mandagen med også. Nogen var godt tilfredse med en kort og intensiv tur, mens andre gerne ville have haft mere med, når de nu var af sted. Men der var stor enighed om, at det havde været en rigtig god weekend, der naturligvis kun blev bedre af det flotte vejr, hvor frygten for et truende regnvejr blev vendt til flot solskin og blå himmel - og prikken over i'et var selvfølgelig de tre point til Aston Villa!