FA'n Cup 2006, 10. juni 2006

FA'n Cup 2006
Toke (længst til højre) var den eneste, som gennemførte en ordentlig opvarmning, mens resten nøjedes med lidt skudtræning.

FA'n Cup 2006
Christian sender Jesper afsted mod Arsenals mål, men desværre ender chancen ikke med en scoring.

FA'n Cup 2006
Efter 1-1 i den første kamp hviles der ud og lægges taktik.

FA'n Cup 2006
Jimmy har netop sendt Mortens præcise aflevering ind bag Liverpools målmand og er på vej ud for at modtage folkets hyldest.

FA'n Cup 2006
Jimmy forsøger at drible, selvom Christian ude til venstre og Anton i midten er helt fri.

FA'n Cup 2006
Der regnes på, om vi stadig kan nå semifinalerne. Troen på en sejr i sidste kamp er til stede.

FA'n Cup 2006
Afgørelsens time...? Grundet sin advarsel må formanden længst til venstre se til fra sidelinjen, mens resten af holdet kæmper videre.

FA'n Cup 2006
Det er slut! Christian resignerer, mens Henrik hurtigt forlader banen.

FA'n Cup 2006
Det obligatoriske holdfoto. Bagerst fra venstre: Henrik, Christian, Jimmy, Toke og Anton. Forrest: Michael, Morten og Jesper.

FA'n Cup 2006
Trine med et måske kommende medlem af fanklubben...?

Igen i år var det Arsenal Denmark, der stod for at arrangere FA'n Cup, og også denne gang fandt turneringen sted i Skamby på Fyn. Det var tæt på, turneringen slet ikke var blevet til noget, for da sidste tilmeldingsfrist var nået, var kun Newcastle og os selv meldt til. Heldigvis fik Arsenal selv skaffet folk til to hold, mens Liverpool kunne stille med hele fire. Manchester United måtte melde fra, da de fejrede deres 25-års jubilæum netop denne dag, og der var heller ingen tilslutning fra ikke-engelske fanklubber, der ellers var inviteret med i år. Men med otte hold fordelt i to puljer var vi jo også nok til en turnering.

Vores eget hold så rigtig godt ud. Godt nok havde vi ingen decideret målmand, men med ti tilmeldte var der tre udskiftere, og på forhånd var der stillet store forventninger til Antons ven, David, som burde kunne løfte os 2-3 niveauer i forhold til sidste år. Desværre blev vi også i år ramt af sidste-øjebliks-afbud, og hvor det sidste år var en badmintonskade, var det i år astma og trykkede ribben, og så var vi pludselig nede på otte spillere - og stadig ingen målmand!

Under omklædningen fandt vi dog ud af, Toke rent faktisk spiller fodbold i en klub, og så steg forventningerne pludselig en del. Og da Jesper så fortalte, han engang havde spillet, og vi i forvejen vidste, Morten var i en kanon-form, så det hele så godt ud, vi turde håbe på at score mål og få point. Under opvarmningen var Toke vist den eneste, som ligefrem løb, ligesom han flere gange spurgte til vores startopstilling. Det var tydeligt, han var på et andet niveau end os andre!

Arsenal var dagens første modstander, og Morten valgte næsten helt frivilligt at passe målet i den første kamp. Vi stillede op i 3-2-1 med Henrik, Toke og Jimmy i forsvaret, Christian og Anton på midten og Jesper fremme. Formanden var vores joker på bænken. Jesper havde i øvrigt promoveret sig selv som en rigtig angriber, der nok skulle score nogle mål, men det viste sig flere gange, han til fulde var værdig til at bære den Angel-trøje, han spillede i. Han brændte nemlig et hav af chancer og tog hjem fra turneringen uden at have scoret et eneste mål. Fuldstændig som virkelighedens Angel...!

Det begyndte egentlig fint. Der opstod noget klumpspil foran Arsenals mål, og Christian og Anton fik presset en Arsenal-spiller til at score i eget net. Så vores første mål nogensinde i FA'n Cup sammenhæng (og andre sammenhænge) blev altså et selvmål. Desværre var det ulidelig varmt, og med kun én udskifter blev vi mere og mere trætte, som kampen skred frem. Det lykkedes da også Arsenal at score et mål, så vores første kamp endte 1-1, men vi havde da fået point!

Efter en pause ventede det ene Liverpool-hold i vores pulje. Denne gang tog Toke tjansen som målmand, så vi kunne udnytte Mortens gode form ude på banen. Og det var en god disposition. For på et tidspunkt har Toke sikret sig bolden og spiller den ud i venstre side til Morten. Han tager et par træk og sender så en meget lang og meget præcis aflevering frem mod Liverpools forsvar. Den eneste, som har opfanget den geniale aflevering, er Jimmy, som nærmest flænser hele forsvaret og firsttimer afleveringen ind i målet, inden målmanden overhovedet når at tænke på at redde den. Et helt igennem genialt mål, der kun finder sit lige tilbage i 80'erne, da Elkjær og Laudrup tryllede på landsholdet. Igen var vi foran, men igen kunne vi ikke holde hjem.

Liverpool pressede og pressede, og to gange reddede stolpen for os, inden Liverpool helt fortjent kom på 1-1. Og inden vi fik set os om, var vi pludselig bagud 1-3. Så kom Morten tilbage i målet og Toke ud på banen. Og netop Toke var bagmanden til vores reducering. Han spiller Christian fri i feltet, hvorefter Christian og Henrik spiller lidt bandespil, inden Henrik banker bolden ind til 2-3, og så var vi med igen. Kort tid efter skulle udligningen have været der. Jesper er brudt igennem, og inde foran står Anton helt og aldeles fri og umarkeret. Jesper skal nærmest bare trille bolden ind til Anton, så vil der stå 3-3, men fuldstændig uforståeligt vælger Jesper at skyde selv, og fuldstændig som med Angel i Aston Villa ender bolden ikke i målet. I kampens sidste sekunder kommer Liverpool på 4-2, og der bliver nu regnet på vores chancer for en plads i semifinalerne. Det ser dog ikke helt umuligt ud, hvis vi kan slå det andet Liverpool-hold i den sidste kamp. Og da de har en pige på holdet, bør det ikke være umuligt, og vi drømmer tilmed om en sejr på 3-4 mål. Vi kommer hurtigt på andre tanker.

Alt går galt i den sidste kamp. Alle andre end målmanden, som igen er Morten, glemmer alle indgåede aftaler og løber igen og igen rundt alle andre steder end der, hvor de skal være. Og så er vi hurtigt bagud med 2-3 mål. Det lykkes dog at reducere, da Henrik sender et hjørnespark ind til Jesper, der for en gangs skyld rammer en medspiller; Anton, som scorer. I pausen kommer formanden på mål, og så skal der satses. Men også der går galt, uden vi dog selv er skyld i det.

På et tidspunkt kommer en lang aflevering frem mod vores mål. Formanden går ud af sit felt for at sparke væk, og han strejfer ganske let den Liverpool-spiller, som forsøger at få fat i bolden. Noget uforståeligt dømmer dommeren frispark, og da formanden er på vej tilbage i sit mål, nærmest træder ham i bolden, der meget naturligt triller lidt væk. Der er vel tale om 25-30 cm., eller hvor meget en bold nu kan trille, når man træder på den, mens man er på vej væk. Dommeren bliver i samme øjeblik på én gang ramt af både hedeslag og Ove Hust syndromet og præsenterer formanden for det gule kort for at sparke bolden væk, efter der er dømt frispark. En fuldstændig latterlig kendelse, der intet fortilfælde har i historiebøgerne. Trods højlydte protester må formanden forlade banen, og igen, igen må Morten overtage handskerne. Det lykkes Liverpool at score endnu en gang, så de vinder kampen 4-1, og så er vi færdige i årets FA'n Cup.

Et af de fire Liverpool-hold vinder senere turneringen, og Arsenals målmand kåres som turneringens bedste spiller skarpt forfulgt af turneringens eneste målmand, som holdt sit bur rent; formanden. Til gengæld var han også den målmand, som fik kortest tid på posten grundet den helt horrible advarsel.

Der var i år markante forbedringer i forhold til sidste år, og i år fik vi både lavet mål og hentet et enkelt point. Og alle var enige om, at havde vi bare haft 1-2 udskiftere mere samt en målmand - og måske lidt dommertække, var det gået meget bedre. Dagen blev rundet af med grillfest og VM-fodbold i tv, inden vi kørte hver til sit efter et rigtig godt arrangement.

Til slut et stort tak til vores fotograf, Trine, og vores medlevende fans, Trine og Julie, som i år var dobbelt så mange som sidste år.