FA'n Cup 2010, 14. august 2010

Klik på billederne for at forstørre dem.

FA'n Cup 2010
Formanden lægger taktik, og Steve, Martin T. og Martin Q. lytter. I baggrunden har det andet af vores hold også taktikmøde.

FA'n Cup 2010
Martin Q. og Christian (delvis skjult) i kamp med en Tottenham-spiller, mens Martin C. og Peter ser til.

FA'n Cup 2010
Vores målmand Søren ser ud som om, han har opgivet det hele, og der er heller ikke meget optimisme at spore hos resten af holdet...

FA'n Cup 2010
Dan fører bolden frem, mens Jan ser til i baggrunden.

FA'n Cup 2010
Teit udligner sikkert til 1-1 mod Blackburn.

FA'n Cup 2010
Allan trykker af, og et splitsekund senere er vi foran 1-0 mod Real Madrid.

FA'n Cup 2010
Anton forsøger en afslutning, men vores 'all-time' topscorer måtte forlade FA'n Cup 2010 uden mål.

FA'n Cup 2010
Karsten har bevæget sig fra sin plads som bageste mand og lidt længere frem på banen.

FA'n Cup 2010
Løbner i fornem boldkontrol.

FA'n Cup 2010
Teit rykker sig fri af Real Madrids forsvar i håb om, Anton har set ham.

FA'n Cup 2010
I den afgørende kamp mod Liverpool var kræfterne der desværre ikke, og her scorer Liverpool deres første mål.

FA'n Cup 2010
Så mange har vi aldrig været før... Bagest fra venstre er det Dan, Karsten, Allan, Martin T., Christian, Steve, Teit og Martin C. Forest fra venstre sidder Martin Q., Morten, Anton, Jan, Michael, Andreas, Peter og Søren.

Til 2010-udgaven af FA'n Cup kunne vi i den danske Aston Villa-fanklub for første gang nogensinde stille op med to hold. Længe havde vi kun lige de nødvendige 14 spillere, men i dagene op til stævnet fik vi fat i to ekstra, da Morten Løbner gik så langt som til at flytte sin ferie for at kunne deltage, og Jan fik lokket en af sine venner med, og dermed var hele 16 spillere klar til at repræsentere fanklubbens ære til FA'n Cup 2010, der foregik i Greve. Imponerende tilslutning fra Aston Villas danske fans - især set i lyset af at fanklubber, der er meget større end vores, ikke engang kan samle bare et enkelt hold!

Vores to hold var placeret i hver sin pulje - hold 1 var i pulje med Inter 2, Real Madrid, Liverpool og Blackburn, mens holdet i den anden pulje skulle kæmpe mod de forsvarende mestre (og arrangøren af FA'n Cup) Arsenal, Inter 1, Tottenham og Roma. Efter vi sidste år havde leveret vores hidtil bedste resultat med fire point i de tre puljekampe og dermed været meget tæt på at gå videre til semifinalerne, var målet i år at blive blandt de to bedste i en af puljerne og dermed gå videre. Derfor havde vi lavet et A-hold, med de formodede bedste spillere - og dem med den bedste kondi - og et B-hold, hvor det mere gik ud på at hygge sig...

A-holdet kom i pulje 1 og skulle spille åbningskamp mod Inter. Jan begyndte i målet, og foran sig havde han Karsten til at styre forsvaret, Teit, Allan, Løber og Dan samt Anton, som spillede angriber. Andreas begyndte på bænken efter at være ankommet i sidste øjeblik - uden shorts! Det blev en jævnbyrdig affære, hvor vi dog nåede frem til de bedste chancer. Enkelte gange var det ved at gå galt på kontraangreb - bl.a. gik Karsten på et tidspunkt med frem, og da Inter så erobrede bolden, var der et hul i vores forsvar, og de kom frem til en kæmpe chance, men Jan hev flere fine redninger ud af ærmerne. Ude fra venstrekanten serverede Løbner et godt indlæg til Anton, men desværre var det lige nogle centimeter for højt, og mere og mere tydede på en målløs kamp. Heller ikke en indskiftning af Andreas gav mål, og det hele endte 0-0. Inter formåede at organisere sig rigtig godt, og vores angriber, Anton, blev hele tiden markeret tæt, og generelt stod de godt i forsvaret. Et ægte italiensk hold!

Da næste kamp skulle spilles, skulle begge vores hold spille på samme tid, og derfor var det ret svært at følge med og få taget referat... A-holdet mødte Blackburn og spillede igen uafgjort; 1-1. FA'n Cup-debutanten Teit scorede vores enlige mål, og efter kampen var der enighed om, vi skulle have vundet, men to kampe havde altså kun givet to point, og en sejr var snart påkrævet, hvis håbet om en semifinale skulle bevares.

På samme tid som den uafgjorte kamp mod Blackburn spillede B-holdet mod Tottenham. Her havde Søren tjansen som målmand, mens Martin C., Martin Q. og Martin T. sammen med Steve, Christian og Peter udgjorde markspillerne, og formanden var holdets reserve. Selvom vi ind imellem havde nogle fine kombinationer frem ad banen og også kom frem til enkelte chancer, var vi aldrig for alvor med i kampen, og der kunne ikke indvendes noget imod slutresultatet; 4-0 til Tottenham. Mere var der vist ikke at sige om den kamp...

Det var igen B-holdet, som skulle på banen, og hvor A-holdet tidligere havde mødt Inter, stod vores andet hold nu over for et andet italiensk hold, Roma. Der gik mindre end et halvt minut, så afsluttede Roma på stolpen og var først over riposten, som de sendte sikkert ind bag Søren, og så var vi bagud. Kort tid efter blev det 2-0 efter et hjørnespark, men så var det som om, de trådte lidt på bremsen, og vi kom mere med i kampen. Det lykkedes for Christian at reducere efter et sandt kludemål, der mindede meget om det, han scorede i 2008. Ude på tilskuerpladserne frygtede Anton og Løbner for at skulle høre på Christian fortælle om sin scoring i lang tid fremover, så de lagde en plan for, at Teit kunne score nogle flere mål på deres hold, så Christian i det mindste ikke gik hen og blev vores topscorer.

Selvom vi havde fået reduceret, kom vi ikke bedre med i kampen. Roma lagde et tungt pres og havde mange store chancer. Også flere end de tre, de fik scoret på, og selvom Søren igen kæmpede en heroisk kamp i målet, kunne han ikke forhindre et 1-5 nederlag.

Så gjaldt det pulje 1 og en kamp mod Real Madrid. Vi kom rigtig fint i gang, og der var flere gode chancer til bl.a. Anton og Teit. Det blev dog Allan, som bragte os foran 1-0, men glæden varede kort. En Real Madrid-spiller tacklede bolden fra Teit - der forgæves appellerede for frispark - og et par boldberøringer senere var der udlignet til 1-1. Spillerne gav dog ikke op i jagten på den nødvendige sejr, og det gav bonus. Teit rykkede fri i venstre side og sendte bolden indover, hvor Karsten med et rigtig flot langskud kanonerede bolden i nettet og sikrede en sejr på 2-1. Nu så det rigtig godt ud i bestræbelserne på at gå videre fra puljen.

B-holdet skulle nu ud i deres tredje kamp, hvor Inter's bedste hold var modstanderen. Vi frygtede på forhånd flere af deres spillere, som havde vist en nærmest frygtindgydende teknik i deres første kampe. Da Løbner samtidig var blevet skadet, havde vi afgivet vores bedste spiller, Peter, til vores førstehold, og vi måtte derfor klare os uden udskiftere i de sidste to kampe. Det viste sig hurtigt, at det gjaldt om at få begrænset nederlaget, for Inter var klart bedre end os. Vi fik skabt en solid defensiv med god opbakning for hinanden, men det kostede så fremad banen, hvor vi ikke kom frem til alverden. Det endte med en italiensk 3-0 sejr, og havde det ikke været for Søren i målet, var den nok blevet større. Han præsterede bl.a. en fantomredning, da en Inter-spiller afsluttede meget hårdt fra kort afstand, hvilket høstede ros og klapsalver fra publikum.

Nu skulle A-holdet spille deres sidste kamp, hvor Liverpool var modstanderen. En sejr ville udløse en plads i semifinalen sammen med Real Madrid, men uafgjort kunne også være nok, afhængig af hvordan de andre kampe udviklede sig. Derfor oplevede man en stor flok Inter-spillere, der gjorde alt, hvad de kunne for at opildne Liverpool's hold til at vinde kampe, så de - Inter - fortsat kunne gå videre fra puljen. Det så ud til at virke, for det var Liverpool, som kom bedst fra start, og de kom frem til flere meget store chancer - bl.a. en friløber og en afslutning mod et tomt mål, men Jan gjorde det rigtig godt i målet og holdt os inde i kampen. Vi så virkelig trætte og slidte ud, men som kampen skred frem, kom vi lidt bedre med. Men netop som vi satte de sidste kræfter ind for at hente en sejr og dermed en plads i semifinalen, gav det bagslag i den anden ende, og Liverpool fik scoret to gange og vandt 2-0. Dermed var turneringen slut, men en sejr, to uafgjorte og et nederlag og en målscore på 3-4 var et meget fint resultat, og også bedre end sidste år, hvor fire kampe endte med en sejr, en uafgjort og to nederlag og en målscore på 6-9.

Slut var turneringen også for B-holdet, men der ventede fortsat en kamp mod de forsvarende mestre fra Arsenal, inden vi kunne gå i bad. Og det var bestemt ikke en kamp, der var værd at vente på...! Vi var ved at være trætte, men da vi havde afgivet Peter til det andet hold, var der ingen udskiftningsmuligheder. Samtidig var vi oppe mod et Arsenal-hold med 12 spillere, der alle var rigtig dygtige fodboldspillere, og det var ikke for ingenting, de var forsvarende mestre. De spillede os ud af banen, og selv når vi forsøgte at spille bolden rundt i forsvaret for at begrænse nederlaget, fik de hurtigt fat i den og scoret endnu et mål. 0-12 endte kampen!

Ved dette års FA'n Cup var der desværre ikke noget fællesspisning, så med det samme den sidste kamp mod Arsenal var slut, kørte dem, som borde tættest på Greve, af sted, så de kunne nå hjem og se Aston Villas sæsonpremiere mod West Ham. Andre tog lige et bad, inden de forlod Greve Idræts Center, mens andre igen blev tilbage for at se semifinalerne, hvor Inter fra pulje 2 vandt over Real Madrid, mens Arsenal i den anden semifinale besejrede Inter fra pulje 1. Dermed blev finalen en gentagelse fra 2009 mellem Arsenal og Inter men denne gang med en anden vinder, idet Arsenal smed en 2-0 føring over styr, og Inter endte med at vinde finalen med 3-2. Det bør lige nævnes her, at de to hold, der endte med at spille finale, begge var i pulje med vores B-hold, hvilket måske gør det lidt nemmere at acceptere de mange nederlag, vi løb ind i - og vores mindste nederlag, 0-3, var faktisk til turneringens vindere, Inter...

Til slut en tak for opbakningen til vores publikum, der i år bestod af Anette, Johnny (som for andet år i træk mødte op for at støtte os...) og Allan's søn. Og så den opdaterede statistik for vores deltagelse i FA'n Cup:

- 2005: 3 kampe, 3 nederlag. Målscore: 0-7
- 2006: 3 kampe, 1 uafgjort og 2 nederlag. Målscore: 4-9
- I 2007 kunne vi ikke stille hold!
- 2008: 3 kampe, 1 sejr og 2 nederlag. Målscore: 4-6
- 2009: 4 kampe, 1 sejr, 1 uafgjort og 2 nederlag. Målscore: 6-9
- 2010 A: 4 kampe, 1 sejr, 2 uafgjorte og 1 nederlag. Målscore: 3-4
- 2010 B: 4 kampe, 4 nederlag. Målscore: 1-24

Topscorerlisten, hvor Christian noget overraskende har lagt sig op på 2. pladsen...:

- Anton, 7
- Christian, 2
- Kasper 2
- Jimmy, 1
- Henrik, 1
- Andreas, 1
- Allan, 1
- Teit, 1
- Karsten, 1
- selvmål, 1