Vores guide Derek foran klubbens pokalskab.
Vi fik lov at sidde i de bløde læderstole, mens Derek fortalte om Villa Park.
Sådan et gulvtæppe vil pynte i mange Villa-fans' hjem.
Pokalen med de store ører som Aston Villa vandt i 1982.
Kasper får Gary Shaw's autograf.
John og en meget træt Jakob. Det meste af lørdagen var Jakob tydeligt mærket af byturen i København fredag aften.
AVSC Denmark er i byen, og Dannebrog bliver luftet fra vinduet på vores hotel.
Man er ikke i tvivl om, hvem der har hjemmebane her.
Selvom Villa Park er blevet moderniseret og udvidet flere gange, har man heldigvis bevaret de gamle trapper og den gamle facade ved Holte End.
Spillerne ankom denne gang i bus. Her er Ulises de la Cruz på vej ind.
En skadet Wilfred Bouma ankommer til Villa Park, og enkelte var heldige at få en autograf.
Der var udkommanderet masser af politi i anledning af lokalopgøret. De stod overalt både på og udenfor stadion.
Og i luften over Villa Park kredsede politiet i helikopter før, under og efter kampen.
Under hele kampen var stemningen på Holte End helt i særklasse.
Glade danske supportere efter sejren. Fra venstre er det John, Jakob, Torben (delvis skjult), Kasper, formanden, Jesper og Jimmy.
Glade tilskuere på vej hjem efter 3-1 sejren.
Det 60 meter høje pariserhjul på Centenary Square i Birmingham.
Og sådan ser Broad Street ud fra oven.
Ti danske Villa-fans havde valgt at tage imod det gode tilbud fra fanklubben og bruge tre dage af deres påskeferie på at tage til Birmingham med The Second City Derby som turens højdepunkt. Og det blev en tur - og en fodboldkamp - der med garanti vil stå i deltagernes erindring i mange, mange år!
De to jyske tur-debutanter, Jakob og Kasper, var taget til København allerede fredag aften for at indlede turen med en fest, mens de to andre jyder, Torben og formanden Michael, kørte af sted tidligt lørdag morgen. Som belønning for at være stået tidligt op ventede Jimmy med rundstykker, kager og kaffe, inden vi alle ved 8-tiden var samlet i lufthavnen i Kastrup. Efter at have vist vores pas omkring 8-10 gange kom vi endelig hele vejen gennem lufthavnen, og flyveturen til Birmingham forløb fuldstændig problemfrit. Udenfor lufthavnen fik vi hurtigt fat i to taxaer, der bragte os det sidste stykke til Britannia Hotel, der ligger meget centralt i Birmingham. Vi var fremme i god tid i forhold til tidsplanen, så efter at have fået bagagen læsset ind på værelserne gik turen til Villas merchandisebutik få minutters gang fra hotellet. Grundet den nært forestående sæsonafslutning var der masser af gode tilbud i butikken, og de første indkøb blev foretaget. Det blev også til lidt frokost på Pizza Hut, inden vi tog ud til Villa Park.
Her mødtes vi med Mike Sanford, Steve fra The Villan (Aston Villas radiostation) samt en masse Villa-fans fra bl.a. Sverige, Norge og Tyskland. I alt var vi ca. 70 mennesker, og meningen var, vi skulle have været delt op i to grupper. Desværre var kun en turguide - Derek - mødt op, så rundvisningen på Villa Park måtte gennemføres i én samlet gruppe. Det var ikke helt uden problemer, og langt fra alle fik hørt alt, hvad Derek fortalte, ligesom det ind imellem gik lidt hurtigt med at komme fra sted til sted. Efterfølgende kunne ingen dog være i tvivl om, at Derek er meget stor fan af Kevin Costner, ligesom han er overbevist om, der er spøgelser på Villa Park! Undervejs på rundvisningen blev vi stillet op i to rækker i spillertunnellen, hvorefter Derek tændte for den fanfare, der lyder, når spillerne i Premier League går på banen. Vi fik dog ikke lov til at gå ind på banen, men det var alligevel en meget speciel oplevelse at gå ud af tunnellen til "den rigtige lyd".
Efter rundvisningen gik os fra den danske fanklub samt nogle af de andre over i Villa Village (klubbens merchandisebutik), hvor vi fik lov at komme ind bag afspærringen til en kopi af pokalen med de store ører, som Villa vandt i Rotterdam i 1982. Der blev tager masser af billeder, og bagefter var det meningen, vi skulle have været en tur omkring The Villan's radiostudie. Det blev dog ikke til noget, så vi måtte nøjes med den omtale, vi havde fået, da formanden var blevet interviewet direkte i radioen undervejs på stadionrundvisningen. Turen gik så videre til en nærliggende pub. Det var stedet for det, den svenske fanklub på forhånd havde døbt "mødet med legenderne" på deres hjemmeside. Og Steve fra The Villan havde da også forhåbninger om, at en masse forhenværende Villa-spillere ville møde op til autografskrivning og fotografering. Det blev dog "kun" til to; Gary Shaw (216 kampe og 78 mål for Villa i perioden juli 1977-maj 1988) og Neil Rioch (25 kampe og 3 mål for Villa i perioden juli 1969-maj 1975). Førstnævnte var til meget stor glæde for Michael A., og det blev da også til lidt snak om dansk fodbold med de to ex-Villa-spillere, som begge har forbindelser til Danmark; Shaw kom til KB, da han forlod Villa, og Neil Riochs bror, Bruce Rioch, er træner i OB og nevøen Greg Rioch i Køge. Efter at have fået taget billeder og fået de tos autografer gik vi tilbage til Villa Park for at handle ind i Villa Village. Om det var pga. tidspunktet, eller fordi vi var ved at tømme varelageret, fandt vi aldrig ud af, men i hvert fald begyndte de at lukke butikken, mens vi var godt i gang med vores indkøb. Og straks vi var ude af døren slæbende på masser af indkøbsposer, blev døren låst bag os.
Med bus gik turen tilbage til centrum og en tur i det enorme indkøbscenter Bull Ring. Vi aftalte et sted, vi skulle mødes efter en times tid, og da syv af os i et kvarter havde siddet og ventet på Torben, Søren og Johann, ringede vi til sidst til dem. De var så - stik mod vores aftale - gået hjem og regnede med, vi nok gættede det på et tidspunkt! Så meget for den aftale...! Det var lidt forskelligt, hvad folk valgte at bruge aftenen på, men da Jimmy denne gang havde husket at få de pæne sko med, gik han og formanden en tur ud i Birminghams natteliv. Her kunne dørmændene ikke se, formanden er 27 år, så da de to fandt et sted, hvor aldersgrænsen var 25 år, og formanden ikke havde legitimation med, var det ikke der, de kom ind! Det blev dog alligevel til en mini-pubcrawl i Broad Street, hvor de kunne konstatere, at man i Birmingham går tidligt i gang med at feste - der var fuld gang i byen allerede ved 21-tiden - men til gengæld går man også tidligt hjem.
Søndag - Påskedag - var kampdag! Efter et fedtfyldt engelsk morgenbord og en lille diskussion med den City-fan, som var ansat i hotellets restaurant, gik turen mod Villa Park. Tilbage i oktober havde vi stor succes med at få autografer fra spillerne, da de ankom, og selvom vi på forhånd godt vidste, de denne gang vil ankomme i bus, gjorde vi alligevel et forsøg og tog opstilling bag hegnet ved spillerindgangen. Desværre parkerede bussen, så spillerne kun skulle gå nogle få meter for at komme ind på stadion, så alt, vi fik, var et hurtigt blik og "thumbs up" fra Thomas Sørensen. Senere var nogle dog så heldige at løbe ind i Wilfred Bouma, så en enkelt autograf blev det til for nogles vedkommende.
Cirka en halv time før kampstart var vi på plads på øverste del af Holte End, og stemningen var forrygende! Fra vi kom ind, og til vi forlod stadion 15-20 min. efter kampens afslutning, var det ikke mange minutter, hvor vi ikke stod op og sang og råbte. Stik mod sædvane i engelsk fodbold blev hele kampen set stående, og vi sang og råbte, som vi aldrig havde bestilt andet;
Birmingham, are you listening, to the song, we are singing?
Walking along, singing a song. Shitting on the City as we goooooo!
Down with the Baggies, you're going down with the Baggies.
Der blev hånet, jublet og bakket op, og hvor var det fedt! Man skulle være der for at kunne forstå det. Selv da Birmingham fik udlignet, blev Holte End ved med at synge, og da vi i 2. halvleg blev vidner til, at Gary Cahill scorede årets mål på Villa Park, var stadion ved at vælte! Det var helt forrygende at være en del af en 3-1 sejr over lokalrivalerne, og vi var helt i ekstase, da den i øvrigt katastrofalt ringe dommer til sidst fløjtede af. Udenfor stadion var der store smil og glade mennesker over alt. En gruppe fans brød ud i en hyldest af Poul McGrath, da de så formandens gamle McGrath trøje, og over alt blev der jublet over sejren, der med 99% sikkerhed reddede Villa fra at blive blandet ind i kampen om at undgå nedrykning.
Selvom det var et ægte ærkefjendeopgør, så vi ikke noget ballade, men der var også ekstremt meget politi over det hele, ligesom helikoptere kredsede over området omkring Villa Park. Da vi var kommet et stykke væk fra stadion, tog vi en bus ind til centrum, og da vi gik det sidste stykke mod hotellet, blev vi eskorteret af en politibil, der holdt øje med, gruppen på ti Villa-supportere ikke lavede ballade. 100 m. før hotellet blev vi stoppet af en anden politibil, hvor en betjent forklarede, vi nok skulle få vores Villa-trøjer af, da der var en del vrede City-fans rundt omkring i byen.
Efter at have klædt om til civil gik vi ud for at få noget at spise og se kampen mellem Blackburn og Liverpool. Jakob blev dog tilbage på hotellet, da han stadig ikke havde fået sovet ud efter byturen i København fredag aften! Ved alle pubber m.v. var der dørmænd for at sikre, ingen kom ind i fodboldtrøjer, men ellers mærkede vi ikke meget til, der havde været lokalopgør i Englands næststørste by, der nu var gået i dvale pga. påsken. Så de fleste af os valgte at få lidt søvn på hotellet, så vi var klar til endnu en tur ud i Birminghams natteliv. Denne gang huskede formanden at få noget legitimation med, så han kunne bevise, han rent faktisk er 27 år og dermed ældre end Jimmy. Igen viste byens natteliv sig fra en positiv side, da man f.eks. kunne få øl til blot £1!!! På den australske bar Walkabout forsøgte to piger at komme i kontakt med formanden, men han afviste dem koldt og roligt, og de gik videre til Jimmy, som straks var mere medgørlig. Især den ene af pigerne, som havde svensk blod i årerne, fangede Jimmys interesse, men han ville ikke med ud på dansegulvet og måtte derfor nøjes med et par kindkys, inden han tilbage på hotellet fik vækket stort set alle, som sov, ved at gå og banke på dørene.
Mandag var dagen, hvor de sidste penge skulle bruges. Igen var vi meget opdelte; nogen brugte det meste af dagen i butikkerne, hvor de bl.a. købte Umbro fodboldstøvler til bare £5 pr. par, mens andre fik prøvet det store pariserhjul. Det blev også til en tur i biografen for at se den nye Ice Age film og her lykkedes det for Jimmy at vælte ½ l. cola ud over gulvet, inden han havde fået drukket noget af den. Heldigvis var der valgfrie pladser i biografen, så han kunne finde et andet sæde og slap for at se filmen med fødderne badet i cola. Til gengæld var der en, som fik noget af en udfordring, når der senere skulle gøres rent i biografen...! Sidst på eftermiddagen mødtes vi alle på hotellet igen, og efter lidt diskussion lykkedes det at få overtalt Johann til at tage med taxa frem for toget ud til lufthavnen.
Da vi havde fået afleveret bagage m.v. og sad i venteområdet, lød det pludselig over højttaleranlægget, at Mr. Jakob Madsen [djæikob matzen] skulle gå til security området. Det viste sig så, Jakob havde ladet sit boardingkort ligge, da vi var gået gennem sikkerhedsområdet, men heldigvis for ham havde det flinke personale taget det og sørget for, han fik det igen, så han kunne komme med hjem til Danmark. I lufthavnen lykkedes det også for Søren at få sig charmet ind hos en ekspedient i en af butikkerne, så han fik en gratis flaske cognac med til Danmark, men da Jesper skulle forsøge samme trick, blev han blankt afvist. Til gengæld brillerede Jesper så, da vi var kommet i luften. Han købte en sodavand og i mangel på tiltro til Kaspers motorik, bad han (altså Jesper) mindst 3-4 gange om, at Kasper passede på ikke at vælte sodavanden. Og hvad sker der...? Jesper gentager Jimmys nummer fra biografen og vælter sin sodavand - ud over Kasper! Måske det var derfor, Kasper til sidst bukkede under for presset fra formanden og åbnede en af de mange kasser belgisk chokolade, han havde købt i lufthavnen. I så fald skal Jesper have tak for hjælpen :-)
Tilbage i Kastrup blev der sagt pænt farvel, og der var bred enighed om, at det havde været en rigtig god tur og et fantastisk valg af fodboldkamp. Så forhåbentlig er folk klar igen en anden gang, når fanklubben byder på live-fodbold i England.