City Hotel var et godt bekendtskab med dejlige værelser. Her et enkeltværelse - med en dobbeltseng og en enkeltseng! Alle værelser havde fladskærm og air-condition, og morgenmaden var helt perfekt. Anbefalelsesværdigt sted.
På vej mod White Hart Lane, men da vi ikke kunne finde en pub, vi kunne komme ind på, måtte vi nøjes med øl fra en kiosk.
Tottenham's hjemmebane White Hart Lane.
White Hart Lane er et flot stadion, hvor alle fire tribuner hænger sammen, så man får et lukket stadion med en intens atmosfære. Udsigten fra udeholdets område kan man bestemt ikke klage over.
En hane i bronze, der er Tottenham's maskot, står på taget over tribunen på den ene langside.
Over udeholdets tilskuere helt oppe under taget hænger dette ufo-lignende skur, hvor politiet holder til og kan holde øje med, om publikum opfører sig ordentligt.
Opvarmningen er i gang.
Spillerne hilser på hinanden kort tid før kick off.
Stadion var næsten fyldt op til kampen. Tilskuertallet var 35.899, så der var kun godt 400 ledige pladser.
Hvad sker der med de vanter Johann!?
Stewart Downing forsøger sig med et frispark, men desværre ryger bolden over mål.
Martin O'Neill hilser på Villa's tilskuere efter kampen.
Spillerne siger tak for opbakningen.
Wembley Stadium med den 317 m. lange bue som sit vartegn.
En statue af Bobby Moore, anfører for de engelske verdensmestre fra 1966, står udenfor hovedindgangen til Wembley.
Wembley's souvenirbutik fører alt indenfor merchandise fra det engelske landshold samt en masse ting med Wembley's eget navn og logo på.
Den berømte overligger fra 1966, der måske - måske ikke - sendte Geoff Hurst's skud ind bag målstregen.
Taget i begge ender kan åbnes, så der kommer mere luft ind til banen, når stadion ikke er i brug. Og som det kan ses på de opstillede mål, bruges banen også til andet end fodbold.
Samlet til gruppefoto til ære for Aston Villa's kampprogram.
Rooney, Terry og Panduro.
Når England spiller landskamp, er dette altid deres omklædningsrum, men ellers er der ikke noget med hjemmehold og udehold på Wembley, når stadion f.eks. bruges til en cup-finale.
Der var også velkendte navne blandt de hvide trøjer. Vi fandt også en med nr. 4 og Barry på, men ingen kunne lige komme i tanke om, hvem han er...
Normalt er det Fabio Capello, som sidder her og taler til pressen, men her er scenen indtaget af danske Aston Villa-fans.
Forhåbentlig varer det ikke længe, før det er Petrov, Dunne og Milner og ikke Torben og Morten, som skal gå op ad denne trappe.
Den smukke FA Cup-pokal som forhåbentlig en dag skal overrækkes til Aston Villa's anfører.
I februar 2010 forsøgte vi i Aston Villas danske fanklub os med en tur til en udekamp i London. Et lignende forsøg var kuldsejlet i foråret 2007 pga. kun to tilmeldte, men der var flere grunde til at forsøge igen - der er væsentlig flere flyafgange til London end til Birmingham, hvilket gør prisen lavere, men det giver også meget mere fleksibilitet mht. turens længde. Så i håb om at lokke flere medlemmer med til live-fodbold i England lavede vi en tur, der var kort, og hvor prisen blev holdt nede, ligesom det i meget god tid blev meldt ud, at der vil blive en tur den pågældende weekend, når Aston Villa skulle besøge Tottenham Hotspur på White Hart Lane i London.
Modsat vores forsøg tre år tidligere blev turen denne gang gennemført, og med hele 18 tilmeldte slog vi vores deltagerrekord fra april 2008, hvor 16 medlemmer var af sted på tur. Desværre lykkedes det kun at lokke få nye deltagere med på turen, hvis man ser på dem, som har været medlemmer af fanklubben gennem længere tid, men som endnu ikke har været med på en af vores ture. Til gengæld var halvdelen af de 18 deltagere forholdsvis nye medlemmer, som havde meldt sig ind i fanklubben i løbet af indeværende sæson, så turen blev alligevel en mulighed for, at andre end de sædvanlige og trofaste deltagere fik mulighed for at opleve Aston Villa live. Og forhåbentlig blev nogle af de nye medlemmer så "hooked" på Aston Villa, at de forbliver medlemmer i årene fremover, samtidig med det var glædeligt at se nogle nye ansigter.
Nogle stykker af deltagerne havde valgt at arrangere turen til London selv. Henrik, som p.t. bor i Madrid pga. sit arbejde, valgte sammen med sin mexicanske kone Angelica naturligt nok at flyve direkte fra Spanien, mens turens sjællandske deltagere arrangerede en rejse fra København. Vi andre mødtes lørdag morgen i lufthavnen i Billund, hvorfra Ryan Air skulle fragte os videre til Stansted. På grund af den korte tur havde alle kun medbragt håndbagage, så vi kunne gå direkte gennem sikkerhedskontrollen og videre ud til gaten. I lufthavnen skulle der købes forsyninger til flyveturen, og det benyttede Morten sig især af, da han købte en mængde Somersby, der med stort besvær blev pakket ned i rygsækken, der i forvejen var fyldt til bristepunktet. På vej ud til gaten lykkedes det Morten at miste sine handsker for første gang, men det skulle vise sig, at det bestemt ikke blev den sidste...
Flyveturen til Stansted og turen videre med tog ind til London gik fint. Da vi havde stort set hele FC Midtjyllands fanklub med på turen sammen med holdlederen for Silkeborg's Superliga-trup samt fans af flere andre danske klubber, gik snakken fint om både dansk og engelsk fodbold. Om det var emnet, der var kedeligt, eller det var indtagelsen af en for stor mængde alkohol, skal være usagt, men i toget på vej ind til London faldt Morten i hvert fald i en meget tung søvn. Da vi ankom til Liverpool Street Station, lykkedes det faktisk for alle at komme væk fra deres pladser, uden Morten vågnede, og vi overvejede, om vi skulle lade ham sidde, så han kørte med tilbage til lufthavnen, men til sidst forbarmede René og Rasmus sig over ham og vækkede ham.
Der var knap en kilometers gåtur til hotellet, hvor vi mødtes med de fire københavnske deltagere, som allerede var ankommet. Da alle havde fået en seng at sove i samt en billet til kampen senere på dagen, var næste punkt på de flestes program at finde et tv og se lokalopgøret mellem Liverpool og Everton. Personalet på hotellet kæmpede længe for at få et signal frem på deres storskærme, men til sidst slap vores tålmodighed op, og vi gik ud for at finde en pub. Heldigvis var Johann, Martin og Søren gået i forvejen og havde fundet den udmærkede pub The White Hart (der på trods af navnet ikke var en pub for Tottenham-fans) meget tæt på hotellet, så det blev der, vi satte os for at se fodbold. Det vil sige, det gjorde de fleste af os, for René og Rasmus gik i stedet ud for at se lidt på området, herunder den noget særprægede bygning '30 St Mary Axe' (der i øvrigt hurtigt fik øgenavnet "dildoen" og blev vores pejlemærke, når vi skulle fra hotellet til Liverpool Street Station). Og mens de så på specielle bygninger, og vi andre så fodbold, gik Morten rundt og ledte efter sine handsker og gik dermed glip af det første kvarter af en spændende og intens fodboldkamp.
Efter en god fodboldkamp, noget frokost og en masse øl var det tilbage på hotellet for at finde de lange underbukser og halstørklæderne og så af sted mod White Hart Lane. På togstationen mistede vi Søren (den københavnske af dem), som lige brugte et minut eller to for meget på at købe billet, men han kom med det næste tog og fangede os igen. I området omkring White Hart Lane kunne man se på folks påklædning og de opstillede boder, at det denne gang var os, der var på udebane. Flere pubber var kun for Tottenham-supportere, så vi måtte nøjes med øl fra en kiosk, mens andre gik på jagt efter nationalretten fish 'n' chips. Udenfor White Hart Lane mødtes vi med Angelica og Henrik, som var kommet til London dagen før og havde brugt tiden på at lege turister og se byens seværdigheder. Dermed var alle 18 samlet for første - og eneste - gang, og vi var klar til at indtage White Hart Lane - de fleste iklædt Aston Villas farver, mens Johann som den eneste havde iklædt sig blå og hvide vanter med bogstaverne THFC!
White Hart Lane blev taget i brug af Tottenham i 1899, og siden er stadion ombygget og moderniseret mange gange, så der i dag er plads til 36.310 tilskuere. Den seneste større renovering skete for 12 år siden, og da det ikke er muligt at udvide kapaciteten mere på den nuværende lokalitet, satser Tottenham på at bygge et helt nyt og større stadion et andet sted i London, ligesom Arsenal har gjort med Emirates Stadium. Som udehold havde Aston Villa fået tildelt 1.700 billetter til kampen, og klubben havde en uges tid før opgøret meldt 'udsolgt'. Vi sad på øverste tribune i det ene hjørne med et perfekt udsyn over banen og det i øvrigt meget fine stadion. Stemningen blandt udeholdets fans var fantastisk, og der var masser af sange om den kommende Liga Cup-finale på Wembley - ingen tvivl om at mange glæder sig over, Aston Villa igen skal spille der.
Kampen mod Tottenham blev en lidt ensidig affære, hvor det var hjemmeholdet, som havde det meste af spillet og langt hovedparten af chancerne, men til gengæld har vi ligaens bedste forsvar, der før kampen kun havde lukket 18 mål ind i 23 kampe, og 90 minutter senere hed det 18 mål i 24 kampe. Især Brad Friedel gjorde det fantastisk i målet og blev uden tvivl Aston Villas Man of the Match med sine mange redninger. Det lykkedes også for Aston Villa at komme frem til nogle chancer, men der var aldrig tvivl om, at hvis kampen skulle have den retfærdige vinder, skulle det være Tottenham. Men på trods af en skudstatistik der hed 28-10 ifølge Aston Villas egen hjemmeside og 38-15 ifølge ESPN, lykkedes det ikke for hjemmeholdet at komme gennem Villas stærke defensiv, hvor især Richard Dunne og som tidligere nævnt målmand Brad Friedel gjorde det helt suverænt. Men den underholdende og chancerige kamp endte uden mål, og med dagens øvrige resultater kunne vi glæde os over at have vundet et point i forhold til Manchester City, samt at vi over to kampe undgik nederlag til Tottenham, hvilket er vigtigt set i forhold til kampen om 4. pladsen.
Efter kampen kom vi af flere omgange retur til centrum af London og derfra tilbage til hotellet. De fleste gik videre ud i byen for at finde noget aftensmad, men ellers blev det en meget rolig aften, hvor mange valgte at gå i seng til Match of the Day på BBC One, hvor vi bl.a. kunne se, at Tottenham måske burde have haft et straffespark i slutningen af dagens kamp. Men sådan er der jo så meget...
Søndag var det meget forskelligt, hvad folk brugte dagen på. Flere valgte at gå rundt i centrum af London, andre besøgte Tower Bridge og British Museum, og en gruppe på syv personer valgte at tage på rundvisning på Wembley Stadium. På grund af et massivt vedligeholdelsesarbejde på Londons undergrundsbaner skulle der et par togskift til for at komme til Wembley, og det var lige ved at koste Søren (den midtjyske af dem) en del af turen, idet han havde store vanskeligheder med at få billetmaskinerne til at acceptere hans dagsbillet. Fremme på Wembley var der tid til at handle lidt ind i deres souvenirbutik, hvor formanden købte originale Wembley-græsfrø med hjem til sin græsplæne, mens andre købte mere ordinære souvenirs som hatte og t-shirts. På tv-skærmene kunne vi følge med i lodtrækningen til EM-kvalifikationen, og vi nåede lige at se Danmark blive trukket, inden vores rundvisning begyndte.
Vi kom rundt på flere områder af det imponerende stadion, der med sine 90.000 overdækkede siddepladser er det næststørste stadion i Europa efter Camp Nou, der har plads til 98.772 - de er dog langt fra alle overdækkede! Vi så bl.a. den originale overligger fra VM i 1966, hvor Geoff Hurst i finalen mellem England og Tyskland scorede (eller gjorde han...!?) et meget kontroversielt mål, og det diskuteres stadig den dag i dag, om bolden var inde eller ej, efter den ramte den berømte overligger, der nu er udstillet på Wembley. Det blev også til et besøg i de fornemme omklædningsrum, i presserummet samt en tur ud gennem spillertunnellen. Vi fik også lov at gå op af de trapper, hvor Aston Villas spillere forhåbentlig skal følge tre uger efter, men hvor de - forhåbentlig - skal modtage Liga Cup-pokalen, fik vi lov at se og blive fotograferet med FA Cup-pokalen. Eller i hvert fald en kopi af den...
Tilbage i centrum valgte nogen med det samme at tage ud til lufthavnen i håb om at finde et sted, de kunne se Chelsea mod Arsenal - de blev dog skuffede, da en eller anden rugbykamp åbenbart var mere interessant at vise. Resten af dem, som skulle til Billund, kom også ud til lufthavnen til tiden, og efter formandens rygsæk var blevet udsat for en grundig og langvarig kontrol for, om der var spor af eksplosive stoffer i den, var alle klar at flyve hjem. Dem, som skulle til København, havde et par timer mere i London, mens Johann og Martin valgte at tage videre til Birmingham for at se Aston Villa mod Manchester United onsdag aften.
I Billund skulle Torben og Morten nå en bus videre til Vejle. Da flyveren ramte landingsbanen, var der ifølge Torben, 12 minutter til bussen kørte. Da han kom gennem paskontrollen, havde han seks minutter tilbage, og han nåede sin bus! Til gengæld havde Morten placeret sig yderst upraktisk i flyveren - nogenlunde midt i og ved vinduet. Så han var den absolut sidste, som kom ud af flyveren og gennem paskontrollen, og da var bussen allerede halvvejs i Vejle. Heldigvis for ham var der en ledig plads i den bil, der skulle til Fyn, så han kom alligevel til Vejle og videre hjem til Aalborg i rette tid til at nå Super Bowl XLIV.
Dermed var endnu en tur slut, og bedømt ud fra deltagerantallet og de kommentarer, der kom undervejs, var det en succes med en kort weekendtur til en udekamp i London, så det kan vi godt prøve igen en anden gang.