I gang med opvarmningen. Læg mærke til Christian i midten af billedet - som altid i kondisko og med solbriller. Bliver det mere afslappet...!? I baggrunden er Anton den eneste, som løber under vores opvarmning...!
Newcastle er brudt gennem vores forsvar, men i denne situation lykkedes det ikke at score. Det er Karsten, Jan (liggende) og Martin Qvist, som forsvarer målet.
Vores debutant og yngste spiller Martin Qvist gjorde en rigtig god figur i forsvaret og havde også energi og overskud til ind imellem at søge med frem i angrebet.
Den afgørende kamp mod Real Madrid. Her har en af deres spillere afdriblet hele vores forsvar og scorer. Christian, Anton (skjult bag Real Madrid-spilleren), Jan, Martin Tullin og Peter kan intet stille op mod én mand.
Arrangøren og stedet var nyt, men ellers lignede 2009-udgaven af FA'n Cup det, vi kendte fra de andre år, vi har deltaget. Det var i år fjerde gang, vi stillede hold til turneringen, der i år blev afholdt i Ballerup i udkanten af København og blev arrangeret i et samarbejde mellem Newcastles og Blackburns fanklubber. En overgang så det ud til, vi ville havne i samme situation som i 2007, hvor vi ikke kunne samle folk nok til at stille hold, men efter et sidste nødråb kom en række nye ansigter til, og vi endte med at være ni spillere på vores hold. Så det endte som de andre år med at blive en rigtig hyggelig dag, og det var især glædeligt at se en række af fanklubbens medlemmer, som ikke før har deltaget i vores aktiviteter.
Som sagt var det i år fjerde gang, vi var med og for lige at opsummere, hvordan det er gået de andre år, ser det sådan ud:
- 2005: 3 kampe, 3 nederlag. Målscore: 0-7
- 2006: 3 kampe, 1 uafgjort og 2 nederlag. Målscore: 4-9
- I 2007 kunne vi ikke stille hold!
- 2008: 3 kampe, 1 sejr og 2 nederlag. Målscore: 4-6
Så skulle vi fortsætte fremgangen, skulle vi altså i år hente mere end tre point og score mere end fire mål. Og selvom begge dele lykkedes, var det desværre ikke nok til, vi gik videre til semifinalerne.
Vi var i år i pulje med Newcastle, Real Madrid og Tottenham, mens den anden pulje bestod af Arsenal, Blackburn, Inter og Lazio. Især sidstnævntes deltagelse vakte opsigt, idet tre spillere aldrig dukkede op, så selvom de lånte en målmand hos Blackburn, var de kun fem spillere, men de var der! Modsat eksempelvis Manchester United og Liverpool - store fanklubber, som ikke engang kan samle syv mand til et hold til FA'n Cup! Skuffende...
Udover æren og en vandrepokal var der også mange fine præmier på spil - bl.a. kunne den spiller, som vandt dagens Fair Play pris, gå hjem med to billetter til landskampen mellem Danmark og Portugal (prisen blev vundet af Blackburns målmand, fordi han også stillede op for Lazio).
Efter lidt opvarmning og skudtræning var vi klar til dagens første kamp, der stod mod Newcastle. Vores målmand og ironman fra sidste år, Jan, fik tjansen i målet igen i år, og foran sig havde han et forsvar med Martin Qvist og Karsten, mens Peter var defensiv midtbane. Midtbanen bestod af Anton og Andreas, og Martin Tullin var angriber, mens Christian og formanden havde meldt sig til at begynde på bænken. Fra kampens start kom vi under pres, og Newcastle var flere gange tæt på, men med nogle flotte redninger holdt Jan os inde i kampen. Men så tog Anton sagen i egen hånd og driblede gennem hele hele Newcastles forsvar og udenom målmanden, og så var vi foran 1-0. Føringen skulle have været udbygget kort efter, da Jan med et præcist udspark sendte Martin Tullin af sted - alene med Newcastles målmand. Desværre afsluttede Martin lige på målmanden, og selvom han også senere i kampen fik flere gode chancer, lykkedes det os ikke at komme yderligere foran. Til gengæld fik Newcastle mere og mere spil rundt om vores straffesparksfelt, men der skulle et langskud til, der blev rettet af på vejen mod mål og dermed snød Jan, før de til sidst fik udlignet. Mod slutningen af kampen lavede Karsten et godt 'rush' i banens venstre side og sendte bolden ind til Anton, men desværre strøg afslutningen lige over mål, og kampen endte 1-1.
Tottenham stod for tur i anden kamp og efter vi havde set dem tabe 0-4 til Real Madrid, var vi enige om, at vi skulle have en sejr. Det startede også rigtig godt; Peter tog et godt ryk i højre side og lagde bolden ind til Martin Tullin, men han afsluttede forbi mål. Lidt efter driblede Andreas i modsatte side, og da ingen var gået med frem, afsluttede han selv langt ude fra, men også hans afslutning gik forbi. Og senere igen skabte Anton en rigtig god chance og spillede Andreas fri foran mål, men afslutningen blev for blød, og målmanden kunne uden problemere redde den. Der var tale om rent powerplay i den periode af kampen, men det gav ingen mål... Desværre blev vi kort efter ramt af en skade, da forsvarsstyrmanden Karsten måtte udgå med en fiber, men humøret steg igen, da vi kom foran 1-0. Martin Qvist tacklede sig til bolden og sendte Anton af sted. Han tog en god dribletur og spillede elegant Andreas fri, og denne gang scorede han sikkert.
Vi kom frem til endnu flere chancer, mens Tottenham ikke havde meget at byde på. Bl.a. fik Peter en kæmpe chance, hvor han var helt alene foran Tottenhams mål, men på en eller anden måde fik han afsluttet forbi målet! Og så pludselig skete det, alle sad og frygtede. Tottenham brød igennem i den ene side og sendte bolden ind i vores straffesparksfelt. Christian fik ikke sparket væk, og der gik et sus gennem publikum, for alle havde set en udligning - men den kom bare ikke, for ingen fik afsluttet, og bolden røg ud af feltet igen. Det var tæt på... Senere stod Anton for et af dagens flotteste mål, da han tog en dribletur på langs af hele banen og drev total gæk med Tottenhams forsvar og målmand for til slut at score til 2-0. Sejren var i hus, og selvom Christian kort før tid begik straffespark, var sejren ikke i fare. Men for at være helt sikker, leverede Jan igen en pragt-præstation og reddede straffesparket, så vi endte med at vinde 2-0.
Så havde alle hold i puljen spillet to kampe. På det tidspunkt førte Real Madrid puljen med fire point og en målscore på +4. Vi havde også fire point og en målscore på +2. Newcastle havde to point og Tottenham nul. Så der var altså rigtig fine chancer for at gå videre, men det ville hjælpe os meget, hvis Tottenham kunne tage point fra Newcastle i den næste kamp. Det lykkedes bare ikke, og Newcastle vandt en storsejr, og lagde sig dermed i spidsen af puljen med fem point. Vi var dermed tvunget til at slå Real Madrid i vores sidste kamp - uafgjort kunne ikke bruges, da vi så vil være tre hold med fem point, men vi vil være det hold med den dårligste målscore.
Desværre så det ikke godt ud, for Karsten var færdig pga. sin fiber, og han havde ellers styret forsvaret godt indtil da. Så vi rykkede Martin Tullin ned i forsvaret, men desværre forstod Real Madrid at udnytte, at vi måtte stille op med et nyt forsvar, og meget hurtigt var de foran 1-0. Til gengæld svarede vi hurtigt igen, og med sin tredje scoring udlignede Anton til 1-1 efter godt opstil af Peter. Martin Qvist fik senere en friløber, men Real Madrids målmand kom godt ud af sit mål og gik snuppet Martins afslutning. Kort tid efter var den gal i den anden ende, men Jan reddede os igen. Der var masser af chancer i begge ender men også to gode målmænd, så stillingen var fortsat lige - noget kun Real Madrid kunne bruge.
Desværre gik det galt igen i vores forsvar. Opdækningen svigtede fuldstændig, og Jan var prisgivet i målet, og så var vi bagud 1-2. Det var flere gange tæt på 1-3 - bl.a. havde Real Madrid en afslutning på stolpen og en i sidenettet, men så fik Peter for anden gang i kampen spillet Anton fri, og efter god fight i Real Madrids felt fik han udlignet til 2-2. Vi var nødt til at satse på et tredje mål, da vi som sagt skulle vinde for at gå videre. Vi fik da også fremtvunget både hjørnespark og frispark, men det gav ingen mål, og i kampens sidste sekunder gik det så igen galt i den anden ende, og Real Madrid fik scoret og vandt kampen 3-2. Dermed sluttede vi på 3. pladsen i vores pulje, men med fire point havde vi sørget for det hidtil bedste resultat, i de år vi har deltaget i FA'n Cup, og det var jo i sig selv meget fint.
Som noget nyt, og for at skabe lidt flere kampe, var der i år indført placeringskampe, så vi skulle slutte af med en kamp mod Blackburn, der var blevet nr. 3 i den anden pulje. Vi begyndte kampen som lyn og torden - der var ikke engang spillet et minut, før Anton afsluttede, men desværre gik bolden på overliggeren. Og lidt efter var vi tre mod en, men desværre gik Martin Qvists afslutning lige forbi mål.
Til gengæld var det helt galt i den anden ende. Vi var trætte efter tre hårde kampe, og vi var alt for dårlige til at komme med hjem for at forsvare. Så flere gange var Jan total prisgivet i vores mål, og Blackburn fik flere alt for nemme scoringer. Det blev heller ikke bedre af, at Andreas måtte udgå med en skade, og da Peter tidligere også var udgået, måtte den fiberskadede Karsten humpe ind på banen igen. Han kom så på mål, og Jan kom ud på banen for at spille. Selvom begge vores målmænd i kampen gjorde det godt og havde flere gode redninger, hjalp det ikke meget, når forsvaret sjældent var på plads. Fem gange fik Blackburn scoret, og mindst lige så mange gange driblede og afleverede de, som det passede dem, på kryds og tværs i vores felt, så vi var heldige med, det blev ved de fem mål. I den anden ende fik vi kun scoret en enkelt gang. Igen skabte Anton chancen, men Jans afslutning blev reddet. Anton var dog hurtig over riposten og scorede sit femte mål og blev dermed vores suveræne topscorer. Vores 'all-time' topscorerliste ser nu sådan ud:
- Anton, 7
- Kasper 2
- Jimmy, 1
- Henrik, 1
- Christian, 1
- Andreas, 1
- selvmål, 1
Så efter en dag hvor vi med fire point havde leveret vores hidtil bedste resultat og været tæt på at kvalificere os til semifinalerne, endte det altså med en nedsabling i den sidste kamp, og sammen med vores 0-4 nederlag til Ipswich i 2005 var 1-5 nederlaget til Blackburn i år vores største nederlag nogensinde i FA'n Cup.
FA'n Cup 2009 blev i øvrigt vundet af Arsenal, der i finalen besejrede Inter.
Traditionen tro sluttede dagen af med en hyggelig grill-fest, hvor også vores tre supportere Gitte, Jeppe og Thomas deltog, og hvor der var tid til en masse snak om Villas sæsonstart, transfers, rygter og hvad der ellers hører sig til, når man er sammen med andre fra fanklubben. Det var som altid en rigtig hyggelig dag, og det var dejligt at se nogle nye ansigter, som vi ikke før har set til fanklubbens aktiviteter. Forhåbentlig er alle klar igen i 2010, så vi kan stille med et slagkraftigt mandskab, for det er efterhånden nødvendigt, vi går videre til semifinalerne, hvis vi skal blive ved med at forbedre os fra år til år.