FA'n Cup 2019, 3. august 2019

Klik på billederne for at forstørre dem.

FA'n Cup 2019
Holdet til FA'n Cup 2019. Bageste række fra venstre: John, Mads, Rune, Martin T. og Martin D. Forreste række: Anton Kbh., Anton Fyn, Bjarne, Thomas og Jan.
FA'n Cup 2019
Anton Fyn scorer til 2-0 mod Dortmund.
FA'n Cup 2019
Mads skal til at lægge bolden ind i feltet mod Blackburn.
FA'n Cup 2019
Jan har reddet et hovedstødsforsøg.
FA'n Cup 2019
Mads og John ser til fra sidelinjen.
FA'n Cup 2019
Anton Fyn sætter sikkert et straffespark ind til 1-0 mod Tottenham.
FA'n Cup 2019
En træt Anton Kbh. lader sig skifte ud mod Stoke.
FA'n Cup 2019
Jan er meget tæt på at redde et straffe.
FA'n Cup 2019
Bjarne er sikker fra pletten.
FA'n Cup 2019
Stoke sender sig selv i semifinalen med dette velplacerede spark.

Referaterne fra vores FA'n Cup-deltagelser plejer at begynde med, at Aston Villa Lions Club Denmark selvfølgelig havde et hold med. Det havde vi også i år, men det var ingen selvfølge – for det var ingen nem opgave at få folk op af stolene og med til at støtte op om projektet. Det lykkedes dog med forskellige midler at få stablet et hold på benene, og det blev igen i år til en fantastisk dag i Vanløse med strålende vejr og godt spil på banen. Real Madrid var som forsvarende mestre arrangører af turneringen.

FA'n Cup er en årlig turnering for danske fanklubber af udenlandske fodboldklubber, og der var 20 deltagende hold i fire grupper med kampe á 12 minutter på de to kunstbaner, syv mod syv. Vi var havnet i Gruppe C sammen med Blackburn, Tottenham, Milan og Dortmund – pudsigt, at vi ligesom sidste år kom i samme gruppe som Milan og Dortmund.

Holdleder Anton Petersen kunne i år byde velkommen til en navnebror fra Fyn, Anton Pedersen, som for lethedens skyld kaldes Anton Fyn, mens vi kalder holdlederen Anton Kbh. Det blev til følgende trup: John Habib, Mads Falk, Rune Wasmer, Martin Tullin, Martin Demant, Anton Kbh. Petersen, Anton Fyn Pedersen, Bjarne Jensen, Thomas Hansen og Jan Seerup.

Ligesom sidste år var Dortmund vores første modstander, og dem vandt vi 5-0 over sidst, men var de mon blevet bedre i år? Nej, de kom ikke med meget. Vi dominerede kampen fra start til slut, og varmen var næsten en større udfordring end de gul/sorte tyskere. Vi endte med at vinde 3-0 på mål af Thomas, Anton Fyn og John med assists fra Anton Fyn, Mads og Thomas. Havde vi skruet tempoet op og gået efter det, kunne vi nok godt have vundet endnu mere overbevisende. Men det var ikke nødvendigt – slet ikke, når Jan var sikker i målet på deres få chancer.

Næste modstander var Blackburn, der vandt turneringen i 2016. De var af en helt anden kaliber og satte sig hurtigt tungt på tingene. De havde en enormt dygtig offensiv spiller, som var over alt og med sit overblik, sin fart og tekniske snilde var svær at håndtere. Vi kom bagud efter 4-5 minutter, men målet fik os bedre i gang, og vi begyndte at spille os tættere og tættere på deres mål. Anton Kbh. lagde en stikning til den hurtige John, og deres målmand kastede sig ned i bolden med hovedet først og fik uheldigvis ramt Johns skinneben og måtte udgå – desværre resten af turneringen. Markspilleren, der overtog målet, kunne dog ikke gøre noget ved Johns sikre scoring i det lange hjørne efter fremragende opspil, hvor Martin D. spillede ham fri i venstre side. Det var ét minut før tid, og det var et noget heldigt point. Blackburn spillede en rigtig fin kamp.

I den tredje kamp skulle vi møde Milan, som vi vandt 3-0 over sidste år. De havde spillere af svingende kvaliteter, og de lignede et hold, vi ville slå igen. Vi kom også fint fra start og var defensivt overlegne – anført af Bjarne og Rune. Noget uheldigt kom Milan dog foran, men Thomas fik kort efter udlignet efter at være blevet spillet fri af Anton Fyn. Billedet gentog sig et stykke inde i kampen, hvor Milan endnu engang mod spil og chancer tog føringen, og hvor vi formåede at svare igen, da John for tredje gang i tre kampe stod det rigtige sted og sikkert sparkede Thomas' tværaflevering ind til 2-2. Vi nåede ikke at blive helt farlige, så kampen endte med en pointdeling, hvilket vi bestemt ikke var tilfredse med. Ydermere måtte vores topscorer John tage hjem med et maveonde, så hans målfarlighed kunne vi ikke trække mere på. Der var dog heldigvis andre med mål i støvlerne.

Tottenham ventede i den sidste gruppekamp, og her leverede vi en virkelig flot kamp. Vi lukkede fint af bagude, så Jan i målet ikke fik så meget at se til, og vi var spilstyrende og spillede bolden fornuftigt rundt. Midt i kampen fik Anton Fyn tilkæmpet sig et straffespark, som han selv sparkede og sendte sikkert ind til en fortjent føring. Vi fortsatte takterne og fik spillet os frem til flere store chancer – især Anton Kbh., men han havde ikke skarpheden i dag. Hen mod slutningen sendte Tottenham alt frem, og så kunne Rune pludselig fra bageste række sende Thomas alene af sted mod deres målmand, som var chanceløs, da Thomas satte sin afslutning køligt ind.

Vi endte på 2. pladsen i gruppen med 10 point, hvilket sendte os videre til kvartfinalen, hvor vi skulle møde Stoke. De stillede med et modent hold med masser af FA'n Cup-erfaring, og ud over deres gode tekniske evner spillede de virkelig godt sammen. De gjorde det svært for os at få ret meget ud af det, og det hjalp ikke, at de fik et højst besynderligt mål, hvor en af deres spillere nærmest fik sparket bolden ind på sit ben, inden den fløj over Jan og i mål. Vi kom dog på 1-1, da Thomas på elegant vis lobbede den over deres målmand langt udefra efter en frispilning af Martin D. Det gav os blod på tanden, og kampen var faktisk noget mere lige nu, om end det var lidt svært at se, at vi skulle få scoret igen, da de store chancer udeblev. Det blev ved 1-1, og så skulle vi i straffesparkskonkurrence, hvor der skulle sparkes tre spark af hvert hold til at starte med.

Desværre havde deres målmand luret Anton Fyns spark, så det blev reddet. Jan var utrolig tæt på at snuppe deres første forsøg, men bolden gik i høj fart lige akkurat mellem hænderne på ham. Mads satte herefter bolden sikkert ind, og det blev efterfulgt af en fremragende redning af Jan. Bjarne var lige så sikker som Mads, og nu ville en Stoke-afbrænder sende os i semifinalen. Desværre scorede de, og vi skulle derfor sparke, indtil der vil blive fundet en vinder. Thomas, der med sine fire mål var vores topscorer, blev næste mand, og hans skud ramte først indersiden af den venstre stolpe for så at ramme indersiden af den højre, og så til vores store ærgrelse desværre ud igen på den forkerte side af stregen. Meget tættere på kommer man ikke. Jan hev dog endnu en kanin op af hatten og holdt os med sin redning inde i turneringen. Martin D. viste ansvar og gik mod pletten, men hans afslutning gik desværre forbi mål, og nu kunne Stoke igen sikre sig avancement med en scoring – og denne kom også, da bolden på fornemmeste vis blev placeret helt oppe i hjørnet over en chanceløs Jan.

En fantastisk kamp med en nærmest uhørt spændende afslutning sendte desværre Stoke i semifinalen. Vi kunne dog være vores indsats bekendt, og det kunne jo lige så godt være os, der var gået videre. Men en kvartfinaleplads var godkendt. Manchester United vandt turneringen, Chelsea blev nummer to, og Stoke tog tredjepladsen.

Traditionen tro valgte vi efterfølgende at spise burgere, og det blev ligesom sidste år på Halifax i Valby, hvor Jeppe og Johan – der var mødt op for at støtte fra sidelinjen – og 11 sultne spillere sluttede en herlig sommerdag af.

Den aktuelle all-time topscorerliste (antal mål fra dagens turnering i parentes):

- Anton Petersen, 11
- Thomas Gram-Hansen, 8
- Kasper Kjærgaard, 7
- Thomas Hansen, 4 (4)
- Michael Andersen, 4
- Travis Barbour, 4
- John Habib, 3 (3)
- Anton Pedersen, 2 (2)
- Henrik Nygaard, 2
- Michael Christensen, 2
- Christian Jahnsen, 2
- Allan Nielsen, 2
- Jamal Hammoud, 2
- Bjarne Jensen, 1 (1)
- Mads Falk,1 (1)
- Anders Romesh, 1
- Jimmy Hansen, 1
- Henrik Kristensen, 1
- Andreas Reiff, 1
- Allan Kristiansen, 1
- Teit Voss, 1
- Karsten Hoelgaard, 1
- Jan Seerup, 1
- Michael Møller, 1
- selvmål, 1