Holdet til FA'n Cup 2018. Bageste række fra venstre: Martin D., Christian, Martin T., Anton og Thomas. Forreste række: Bjarne, Adam, Anders og Henrik samt Jan helt forrest.
Dette års FA'n Cup blev afviklet lørdag den 4. august, og Aston Villa stillede atter med et hold. Det var igen i Vanløse, og vinderne fra 2017, Leeds, arrangerede vanen tro turneringen – på fornem vis. Vejret var fantastisk, og det var i det hele taget en rigtig fin dag både på og udenfor banen. Der er større og større interesse for FA'n Cup blandt de danske fanklubber af udenlandske hold, og derfor valgte man i år at øge deltagerantallet til 20. Da der kun er to baner til rådighed, betød det dog, at ventetiden mellem kampene blev endnu længere. Holdene blev inddelt i fire grupper á fem hold, og vi kom i Gruppe B med Arsenal, Leeds, Dortmund og Milan.
Vi stillede med følgende ti spillere: Martin Demant, Christian Jahnsen, Martin Tullin, Anton Petersen, Thomas Gram-Hansen, Bjarne Jensen, Adam Mørkeberg, Anders Romesh, Henrik Nygaard og Jan Seerup. Et slagkraftigt hold, der skulle vise sig at præstere rigtig fint.
Første kamp var mod Dortmund. Vi dominerede kampen fra start til slut og vandt fortjent 5-0 – en sejr, der sagtens kunne have været større. Bomberen Thomas stemplede flot ind i turneringen med tre mål, mens Henrik og Anton stod for de andre to. Stemningen var høj efter kampen, og der var masser af selvtillid og optimisme at spore blandt spillerne. Herefter ventede de forsvarende mestre fra Leeds. De havde tabt knebent 1-0 til et meget stærkt Arsenal-hold i den første kamp, men vi kunne hurtigt se, at de ikke havde samme kvaliteter som sidste år. Vi spillede en fornuftig kamp og var klart bedst, og vi kom frem til en del chancer og lukkede godt af i forsvaret. Det blev dog ikke til mål, og vi måtte noget skuffede gå fra banen med et enkelt point.
I den tredje kamp mødte vi Arsenal, som både var teknisk dygtige og meget fysiske – lidt for meget til tider. De sad på det meste og kom fortjent foran 1-0. På en af vores ganske få chancer fik Anton udlignet, men desværre fik de scoret kort tid efter og vandt 2-1. De lignede virkelig et hold, der kunne gå hele vejen, men vores egne muligheder så også fine ud, da vi lå på 2. pladsen, hvilket ville bringe os i kvartfinalen á point med Milan, der havde en kamp færre, men en dårligere målscore.
Sidste modstander i gruppespillet var netop Milan, som havde slået Dortmund 2-0, spillet 0-0 mod Leeds og nu også tabt 3-0 til Arsenal. Nederlaget til Arsenal betød, at vi blot skulle bruge et enkelt point for at komme i kvartfinalen, hvilket vi vist ikke var helt klar over. Vi kom nemlig blæsende fra start og vandt sikkert 3-0 på to mål af Thomas og et enkelt af Anders. Thomas var nu turneringens topscorer med fem mål – ganske imponerende. I kvartfinalen skulle vi op mod forrige års vindere fra Blackburn. De havde vundet deres gruppe med ni point for deres fire kampe og havde blandt andet slået et stærkt Juventus-hold. Vi havde lidt svært ved at følge med deres tekniske spil og formåede ikke at etablere ret meget, når vi havde bolden. De kom dog ikke til så mange chancer, og Jan i målet reddede os, når de pressede på. I slutningen af kampen satsede de meget offensivt, hvilket gav os nogle enkelte gode chancer, som vi dog desværre ikke kunne omsætte, og derfor gik kampen i straffekonkurrence. Den vandt vi 2-1, da de brændte to, og vi scorede på vores to første via Thomas og Henrik og slet ikke fik behov for at sparke vores tredje og sidste. Flot kamp af hele holdet – især af vores målmand Jan.
Vi var nu i semifinalen, og her skulle vi møde Real Madrid, der var et af turneringens bedste hold. Vi vidste, at det ville blive svært, og selvom vi egentlig ikke ville pakke os i forsvaret, blev det en kamp til ét mål – vores. De var enormt dygtige og lagde straks et tungt pres på os, når de ikke lige havde bolden, og fik den hurtigt generobret. Vi holdt stand til to minutter før tid, hvor de lidt heldigt – men fortjent – fik bolden i nettet. Enormt ærgerligt, da vi var meget tæt på en straffesparkskonkurrence om at komme i finalen. I den anden semifinale havde turneringens nok bedste mandskab, Manchester United, slået Arsenal 2-0. De bragte sig kontroversielt foran efter en situation, hvor der angiveligt var målspark, men hvor en United-spiller bare gik hen og prikkede bolden i mål, inden målmanden fik taget det. Det betød, at opbakningen til Real Madrid i finalen nok var lidt større, og vi heppede da også på de hvide. Manchester United havde vundet samtlige kampe indtil da og ikke lukket et eneste mål ind, så de var selvfølgelig favoritter. Den spændende kamp endte dog 1-0 til Real Madrid, der altså kunne fejre sig selv som vindere af turneringen og derved påtager sig opgaven som arrangør næste år.
Vi kunne til gengæld fejre at have turneringens topscorer, da Thomas med sine fem mål (faktisk seks, da han også scorede i straffesparkskonkurrencen mod Blackburn) delte titlen med en anden spiller. Utrolig flot af Thomas, som nok inden alt for længe indtager den øverste plads på vores egen all-time topscorerliste. Fanklubben gav efterfølgende en øl, som vi alle nød, mens vi drøftede, hvor vi efterfølgende skulle hen at spise burgere, hvilket allerede er blevet en tradition. Otte af de ti spillere samt Johan, der støttede os fra sidelinjen, tog således på Cock's & Cows i Valby, efter vi havde badet i brandvarmt vand, og det blev en hyggelig aften med lækre tiltrængte burgere og dejlige kolde fadøl.
Endnu en fantastisk FA'n Cup-dag var overstået, og mon ikke vi er mange, der allerede glæder os til næste år, som ifølge planen bliver lørdag den 3. august 2019. Tillykke til Read Madrid!
Den aktuelle all-time topscorerliste (antal mål fra dagens turnering i parentes):
- Anton Petersen, 11 (2)
- Thomas Gram-Hansen, 8 (6)
- Kasper Kjærgaard, 7
- Michael Andersen, 4
- Travis Barbour, 4
- Henrik Nygaard, 2 (2)
- Michael Christensen, 2
- Christian Jahnsen, 2
- Allan Nielsen, 2
- Jamal Hammoud, 2
- Anders Romesh, 1 (1)
- Jimmy Hansen, 1
- Henrik Kristensen, 1
- Andreas Reiff, 1
- Allan Kristiansen, 1
- Teit Voss, 1
- Karsten Hoelgaard, 1
- Jan Seerup, 1
- Michael Møller, 1
- selvmål, 1