Aston Villa-Birmingham, 19.-21. april 2008

For to år siden gennemførte fanklubben en meget succesfuld tur til lokalopgøret mellem Aston Villa og Birmingham City, også kendt som Second City derby. Siden har Birmingham City været nede at vende i Championship, men i denne sæson er holdet igen med i Premier League, og det var derfor oplagt at gentage succesen med en tur til det prestigefyldte lokalopgør. Det skulle vise sig, at der også var stor opbakning til denne idé blandt fanklubbens medlemmer, idet hele 16 medlemmer tilmeldte sig turen, der dermed blev den hidtil største tur målt på antallet af deltagere.

Som sædvanlig var der tidlig afgang fra København, men selvom mødetidspunktet var allerede kl. 7.10 en lørdag morgen, mødte alle frem til tiden. Vi kom hurtigt af med bagagen og gennem sikkerhedskontrollen, og efter at have fordrevet lidt ventetid var vi klar til afgang ved gaten. Her var det lige ved, vi havde mistet en deltager, idet eksil-bornholmeren Brian fik et seriøst hosteanfald tangerende til opkast. Efter at være kommet til hægterne igen forklarede Brian, at det nok bare var en kombination af gammel dansk og for mange smøger, og at han bestemt var klar til flyveturen. Turen til Birmingham foregik med et færøsk flyselskab, idet SAS ikke har fly nok til alle deres ruter, efter de berygtede Dash 8 / Q-400 fly er taget ud af drift. Det betød til gengæld gratis morgenmad på flyet, idet SAS ønskede at kompensere for den eventuelt dårlige service, man får som passager, når det nu ikke er deres egne fly og deres eget personale, man flyver med. Vi sagde pænt tak og håber på, SAS også fremover lader andre og mere serviceorienterede selskaber varetage deres flyvninger.

Anton havde, lige siden vi fik vores billetter, brokket sig højlydt over, han havde fået en midterplads. Han havde håbet på at få noget søvn på flyveturen, og det kan åbenbart kun lade sig gøre, hvis man sidder ved vinduet eller ud mod gangen. Og det gjorde bestemt ikke Anton mindre kritisk, da han opdagede, at formanden, som også havde arrangeret turen, havde fået en af de vinduepladser, Anton selv havde håbet på, men sådan kan man jo være heldig eller uheldig engang imellem... Uheldig vil nogen måske mene, den lille pige på 5-6 år, som kom til at sidde ved siden af Jesper i flyet, var. For fra vi satte os i flyet, og til vi stod ud i Birmingham igen et par timer senere, snakkede Jesper konstant. Til gengæld kan den lille pige nu uden problemer snakke med, når drengene i hendes klasse snakker om fodbold, for hun ved nu alt, hvad der er værd at vide om Ølstykke, Brøndby og Aston Villa.

Sikkert fremme i Birmingham fik 15 af deltagerne hurtigt deres bagage, og efter nogle nervøse minutters ventetid kom Brians kuffert endelig trillende hen ad bagagebåndet, og så kunne vi begive os af sted mod stationen og med toget ind til byens centrum. Igen havde vi valgt at overnatte på Britannia Hotel, men måske ønskede hotellet ikke flere Villa-fans blandt deres gæster, idet omkring 60 medlemmer af den svenske fanklub allerede var indlogeret, da vi ankom, for vi stod ikke på hotellets gæsteliste! Heldigvis havde formanden en kopi af bookingen med i tasken, så efter en halv times ventetid i den lukkede bar havde hotellets personale fundet en løsning. I stedet for de otte dobbeltværelser, vi havde bestilt, fik vi 16 enkeltværelser. Det var fint for dem, som havde frygtet en snorkende værelseskammerat, men knap så heldigt for dem, som delte kuffert og tandpasta med en anden. Heldigvis kunne vi få alle 16 værelser med det samme, så folk kunne komme af med bagagen, inden vi drog ud for at se på byen.

En del af deltagerne på turen valgte som så ofte før at indlede med en burger på Yard of Ale lige overfor hotellet, hvorefter Tom, Kenneth, Anton og formanden tog til Wolverhampton for at se topopgøret i Championship mod Ipswich. Det var rimelig køligt og blæsende på Molineux, som Wolves' hjemmebane hedder, men det blev opvejet af en spændende kamp med masser af chancer. Desværre evnede holdene ikke at omsætte de pænt store chancer til mål før godt et kvarter før tid, hvor hjemmeholdet fuldt fortjent bragte sig foran. Nu regnede flertallet af de godt 26.000 tilskuere så med, at deres hold var på sejrskurs, men sådan skulle det ikke gå. I det tredje minuts tillægstid fik Ipswich nemlig frispark et stykke udenfor straffesparksfeltet. Det udnyttede de til at sende bolden over muren og ind i målet, og så endte det hele 1-1 til stor utilfredshed for hjemmeholdets publikum men til meget stor glæde for gæsterne. Efter kampen gik Tom og Kenneth på pub ved siden af stadion, og de endte faktisk med at blive hængende i Wolverhampton resten af dagen. Så længe blev Anton og formanden der ikke, selvom de gik forkert, da de kom ud af stadion. Og da de efter 20-25 minutters gåtur rundt i byen spurgte en af de lokale om vej til stationen, lå den desværre i stik modsatte retning, så de måtte tilbage til Molineux og så videre til stationen.

Tilbage i Birmingham havde resten af gruppen brugt eftermiddagen på diverse indkøb og på at gå rundt og vise byen frem for dem, som var af sted for første gang. Om aftenen samledes flere på Yard of Ale, og da den lukkede, fortsatte festen i baren på hotellet. De to bornholmere Brian og Rasmus havde planlagt at se boksning med Joe Calzaghe om natten, men det opgav de, da vi skulle tidligt op næste morgen. Det generede dog ikke Anton, som - da alle andre gik mod deres værelser - gik mod Broad Street og festede indtil ved 4-tiden.

Ved morgenmaden næste morgen kan man vist godt side, der var nogen, som virkede lidt rustne ovenpå aftenens og nattens udskejelser, men det lykkedes alligevel alle at komme op. Jesper var stået op allerede halvanden time før, der var morgenmad, så han havde god tid til at komme i det rigtige kamptøj, og selvom Anton var den, som kom sidst i seng, var han alligevel oppe allerede kl. 7. Det var dog kun fordi, han ikke havde fået stillet uret om til engelsk tid, så da han troede, kl. var 8, og vi skulle af sted mod Villa Park, gik vi andre mod restauranten for at få morgenmad. Heldigvis kom Anton til at sidde ved siden af den meget hjælpsomme John, som så kunne hjælpe den tilsvarende meget trætte Anton med at få pålægget ud af indpakningen, når hans fingre ikke ville lystre.

Så tidligt en søndag morgen er Birminghams offentlige transport ikke kommet i sving, så efter morgenmaden tog vi med taxa mod Villa Park, hvor vi skulle være kl. 8.30. Vi mødtes med fans fra Sverige, Holland og Italien, og kort tid efter dukkede Katrina fra klubbens marketingsafdeling op med gode nyheder. Såfremt resultatet af dagens kamp blev godt, kunne vi nemlig se frem til at mødes med Martin Laursen efter kampen, og da alle forventede en sejr, skulle det møde være så godt som sikkert. Alan og Dan fra klubben dukkede også op og hilste på, inden vi sammen med de italienske fans fulgte efter Alan ud på en rundvisning. Der var et mylder af mennesker alle steder på Villa Park, og det var ganske interessant at følge klargøringen til den store kamp fra tætteste hold og opleve, hvor mange mennesker der er i aktion på en kampdag. Efter rundvisningen fulgte Alan os over i Gordon Cowans Suite, hvor vi kunne sidde og hvile fødderne lidt. Der var optakt til kampen med interviews af de tidligere Villa-spillere Garry Thompson (73 kampe og 19 mål for Aston Villa i perioden 1986-89) og John Deehan (139 kampe og 51 mål i perioden 1973-80), ligesom maskotten Hercules lagde vejen forbi til stor glæde for de mange børn - og for Jesper.

Efter besøget i Gordon Cowans Suite - og for nogles vedkommende også et besøg i Villas butik lige ved siden af så de kunne blive klædt på til kampen - var vi ved at være klar til turens højdepunkt; de 90 minutter mod Birmingham City. Vi skulle sidde højt oppe på Trinity Road Stand med et perfekt udsyn til banen. Der var meget tæt på fuldt hus, og fra begyndelsen var der masser af stemning hos begge holds fans. Det skulle dog hurtigt blive ændret, for da de første 45 minutter var spillet, førte Villa med 2-0 efter fuldstændig at have domineret alt, hvad der skete på banen. Især Ashley Young var helt ustyrlig, og når man ser ham live i den nye og frie rolle, han har fået af O'Neill, kan man virkelig se, hvordan han flyver rundt over det meste af banen. Efter pausen fortsatte hjemmeholdets totale dominans, selvom det retfærdigvis skal siges, Birmingham City kom lidt mere med, efter de satte Mikael Forssell på banen, og det var da også ham, som scorede deres enlige mål. På det tidspunkt førte Villa 4-0, og en del af tilskuerne klædt i blåt var allerede på vej hjem. Villa scorede endnu et mål og fuldendte den totale ydmygelse af lokalrivalerne, der dermed blev sendt et skridt nærmere mod nedrykning, mens Villa for alvor meldte sig ind i kampen om 5. pladsen og direkte kvalifikation til næste sæsons UEFA Cup.

Efter sidste fløjt fra dommeren var det ud af stadion og om til North Stand, hvor vi igen mødtes med Katrina og Dan. De tog os med ind til spillertunnellen, hvor vi skulle mødes med Martin Laursen. Det var dog Wilfred Bouma, som var hurtigst ude af omklædningsrummet, og han kom ud for at hilse på den hollandske fanklub. Ashley Young og Gabriel Agbonlahor kom også ud, og det samme gjorde danske Martin Laursen. Han fik overrakt en pris som sæsonens bedste spiller af den norske fanklub, inden vi fik autografer, billeder m.v. Det glædede Laursen meget at se Johns jakke med Silkeborg IF-logoet på, ligesom han også var glad for at hilse på Anton igen. Anton har jo haft den store fornøjelse at besøge Martin et par gange i England.

Efter at have sagt pænt farvel og tak til Katrina og Dan tog vi tilbage til hotellet. De fleste af os kom med det første tog fra Witton, men netop som de sidste skulle til at stige ind, lukkede dørene, og de måtte vente på næste afgang. Tilbage i centrum begyndte resultaterne fra dansk fodbold at komme ind, og her kunne Torben glæde sig over dagens anden 5-1 sejr, da Vejle havde vundet - tilsvarende trist for Jesper, som holder med Ølstykke, der var det hold, Vejle havde besejret. Formanden glædede sig over, det endelig lykkedes AGF at score mål på hjemmebane og også hente sæsonens første sejr, mens stort set alle - måske lige med undtagelse af Tom og Jesper - glædede sig over endnu et nederlag til Brøndby. Eftermiddagen blev for de flestes vedkommende brugt på at se Manchester City-Portsmouth på forskellige barer og pubber rundt i byen, og efter noget aftensmad mødtes størstedelen af gruppen til afslapning på hotellet, hvor det lykkedes at tømme baren for Foster's.

Den sidste morgen samlede vi al bagagen på et enkelt værelse, da det var billigere end at betale for opbevaring på New Street Station, og hotellet havde ikke plads til så meget bagage i det lille rum i deres reception. Herefter tog Torben, John, Michael A. og Jesper ud til Villa Park for at handle ind i den store Villa-butik, mens resten nøjedes med den lille butik på New Street samt de mange andre butikker i byens centrum. Flere gange måtte bl.a. Anton op på hotelværelset og have læsset indkøbsposer af, og der blev lagt en del penge i byens butikker i løbet af mandagen. Få timer før hjemrejsen blev det endelig afsløret for Jesper, at han ikke var turens yngste deltager, som han ellers havde gået og regnet med. Men derfor slap han ikke sådan lige af med prædikatet 'Benjamin'. Torben synes, han vil bruge den sidste dag i Birmingham på at vise nogle af de andre, hvor Hard Rock Café ligger. Desværre ligger der bare ikke længere en Hard Rock Café i Birmingham, men det fandt Torben først ud af, efter at have ført de andre ud på en længere gåtur (sådan opfattede de i hvert fald selv turen...), og det endte vist med, han måtte give en øl som en slags kompensation.

Sidst på eftermiddagen var det så slut på dette besøg i Birmingham, og vi tog af sted mod lufthavnen. De fleste valgte at pakke dagens sidste indkøb ned i kufferterne, inden vi forlod hotellet, men det var åbenbart ikke udfordring nok for Anette og Jan. Så de ventede, til vi stod i lufthavnen, og alle andre havde afleveret deres bagage, før de synes, det var tid til at pakke om. Det gav dem store kvaler, idet de havde købt nogenlunde lige så mange ting med Villas logo på, som Anton købte på fanklubbens første tur til Birmingham tilbage i oktober 2005, samtidig med de havde medbragt en defekt kuffert, der ikke var sådan lige til at få lukket. Så et kort øjeblik kunne man ane samme farve som på Post Danmarks postkasser i Jans ansigt, inden det til sidst lykkedes at få lukket den genstridige kuffert, og forsamlingen foran bagageskranken kunne komme videre. Ventetiden i lufthavnen blev bl.a. brugt på et foredrag af Anton om lyksalighederne ved vegetarmad, inden vi kunne stige ombord i en fly fra airBaltic, som SAS havde chartret til os, så også på hjemrejsen blev der serveret mad.

Vi landede planmæssigt i København, og efter lidt snak med betjenten i paskontrollen fik Anette til sidst lov til at komme ind i Danmark, selvom hendes pas var faretruende tæt på udløbsdatoen. Med alle mand sikkert tilbage kunne vi sige pænt farvel, inden folk drog videre mod Sverige, Fyn, Bornholm, Jylland eller til adresser i og omkring København. Endnu en succesfuld tur var slut, og det er næsten helt sikkert, at der kommer til at gå lang tid, før vi igen oplever en så overbevisende sejr i et lokalopgør, som den vi var vidner til på denne tur.