Selvom der var over to måneder til juleaften, havde flere butikker også allerede pyntet vinduerne med gran, lys og julegaver.
Paradise Forum lige ved siden af vores hotel er væk, næste gang vi kommer til Birmingham. Hele området skal gennem en kæmpe modernisering, der efter planen først er helt færdig i 2025, men første skridt er opførelsen af to nye bygninger på denne plads.
Tilskuertallet lider under de dårlige resultater, især på hjemmebane. Sidste hjemmebane-sejr i Premier League lå før kampen mod Swansea over 5½ måned tilbage, så selv blandt sponsorerne var der mange ledige sæder til kampen, hvor kun 33.324 tilskuere dukkede op.
2014/15 sæsonen havde kun med nød og næppe sikret Aston Villa en sæson mere i Premier League, og selv ikke en FA Cup finale på Wembley kunne fjerne billedet af endnu en skuffende sæson. Sommerpausen varslede ikke bedre tider, da bærende kræfter og masser af rutine forsvandt, da bl.a. Christian Benteke, Ron Vlaar og Tom Cleverly forlod klubben, og selvom hele 11 nye spillere kom til, ligesom der blev skrevet kontrakt med Scott Sinclair, der sidste sæson havde været i klubben på en lejeaftale, var der ikke mange af de nye, der havde spilletid fra Premier League med i bagagen.
Den nye sæson var dog begyndt lovende med en sejr over oprykkerne fra Bournemouth, men derefter var det gået ned af bakke, og de næste otte kampe gav kun ét sølle point, så da Swansea i 10. runde kom på besøg på Villa Park, lå Aston Villa på en 18. plads med fire point op til stregen, og det nærmede sig et halvt år, siden holdet sidst havde vundet en ligakamp på hjemmebane. Alligevel havde 12 medlemmer af den danske fanklub taget imod tilbudet om en tur til Birmingham og en kamp mellem Aston Villa med Jordan Ayew i startopstillingen mod Swansea med hans bror André Ayew i startopstillingen, og det endte endda med, de to brødre begge scorede et mål.
Meget tidligt fredag morgen begyndte turen for Morten, der skulle af sted fra Billund til København, for der fra sammen med Anne og Henrik at flyve videre mod Birmingham, hvor de tre havde hele dagen til at udforske byen. På samme tid var Torben, Jan, Rasmus og Henning på vej mod Hamborg for der fra at flyve mod England. Det begyndte dog ikke optimalt, for da de stod ved Germanwings' skranke for at aflevere deres kufferter, fik de at vide, at deres billige billetter ikke omfattede indtjekket bagage! Så Jans hårplejeprodukter måtte efterlades i Tyskland og bagagen tages med som håndbagage, inden de kunne fortsætte turen. Dette formentlig til stor frustration for flyets øvrige passagerer, for Jan og Henning brugte stort set hele flyveturen på en særdeles højlydt samtale, så ingen fik læst eller sovet på den flyvetur. Da de landede i Birmingham, ville de naturligvis ikke nedlade sig til en tur med offentlig transport ind til byen, så de hyrede en taxa. En fornuftig beslutning midt i fredags-myldretiden. Så i stedet for at betale ca. 30 kroner for en billet til toget, måtte de af med over 80 kr. hver, men så fik de til gengæld også ca. tre kvarter i en taxa mod at kunne have tilbagelagt turen på omkring 10-12 minutter i et tog.
I løbet af fredagen stødte flere deltagere til, men fordi alle ankom på forskellige tidspunkter, blev det lørdag formiddag, før vi samledes første gang for at uddele billetter og aftale, hvornår vi skulle af sted mod Villa Park. Derefter var der lige tid til et hurtigt besøg i et par af byens butikker, inden de bestilte taxaer ankom til hotellet. Nogle få timers shopping lørdag formiddag var dog ikke nok for Laura, så mens vi andre drog mod Villa Park og kolde øl, måtte Thomas pænt agere posebærer mellem butikkerne i Bull Ring. Det blev dog et kompromis mellem shopping og øl, så de to ankom lidt senere til Lions Club. Før kampene er der ofte besøg af en tidligere Aston Villa spiller, og denne lørdag var det Chris Nicholl, der tilbage i 70'erne i mere end 250 kampe var en særdeles solid forsvarsspiller i klubben. I Lions Club fik vi også en snak med Steven, der kunne genkende det danske sprog omkring bordet. Steven er englænder men har for mange år siden boet fire år i nærheden af Odense med en dansk kæreste, han i øvrigt mødte i Grækenland! Han talte ganske fint dansk og var særligt glad for at møde Jan, der netop bor i Odense.
Efter at have tømt pint-glassene og læst dagens kampprogram var det tid til at besøge pølsevognen ved Holte End for som det sidste at få en burger eller hot dog, inden vi gik ind for at finde vores pladser. Dem var der nok af denne dag, for med over 9.000 tomme sæder var der langt fra udsolgt, men med holdets hjemmebaneform in mente var det vel også meget forståeligt. Desværre blev det heller ikke denne dag, tingene vendte for Aston Villa. Vi nåede heldigvis at opleve glæden ved, at holdet kom foran, men den varede blot 6-7 minutter, inden Swansea udlignede og kort før tid bragte sig foran 2-1, der også blev kampens resultat. Igen måtte tilskuerne gå skuffede ud af stadion, og da vi tilbage i Lions Club så Tim Sherwood udtale sig på tv, sagde flere, han virkede bleg og resignerende - måske havde han gættet, han senere på weekenden vil blive fyret som klubbens manager. Det vidste vi dog ikke på det tidspunkt, da vi satte os til at se 1. halvleg af dagens sene kamp, inden turen gik tilbage mod vores hotel.
Her var der lige tid til en hurtig omklædning, inden de fleste af os satte kursen mod Manzils og noget indisk aftensmad. Det er altid en oplevelse med indisk mad, fordi Jan og Rasmus aldrig kan få det stærkt nok, mens flere af os andre absolut ikke vil have antydningen af chili i vores mad. Henning havde fredag aften smagt en ganske lille smule af Jan og Rasmus' mad, så han var i hvert fald kureret for stærk mad, men Thomas lod sig lokke med op ad skalaen mod de fire chilier, der på menukortet angiver de stærkeste retter. Efter en hyggelig middag og masser af fodboldsnak med restaurantens ejer var det tid til at sige farvel til Laura og Thomas, der boede på et andet hotel end vi andre, inden vi gik "hjem". Grundet den forestående nats ekstra times søvn pga. omstillingen til vintertid valgte flere at blive hængende lidt i baren, mens andre søgte mod værelserne og BBC's Match of the Day.
Søndag formiddag var det for de flestes vedkommende tid til afrejse. Morten måtte igen tidligt op for at nå sin flyver, og de fire, der skulle mod Hamborg, satsede igen på taxaen og havde denne gang mere held med det end fredag eftermiddag. I løbet af dagen forlod alle Birmingham, og endnu en tur var slut. Slut var også Tim Sherwoods tid i Aston Villa, for kort inden middagstid kom meldingen om, han var blevet fyret, og vi havde således dagen forinden set hans sidste kamp i spidsen for vores klub. Forhåbentlig kan en ny manager vende tingenes tilstand, så vi til foråret endelig kan få lov at opleve en sejr ved det næste besøg på Villa Park.